Badmintonspillere vil tage kampen ved forhandlingsbordet
39-årige Joachim Fischer deltog ligesom de øvrige badmintondanskere på et møde tirsdag. Fire dage efter at Badminton Danmark havde opsagt en aftale mellem forbundet og spillerne. Foto: Marcelo Del Pozo/Reuters
Marcelo Del Pozo/Reuters
Landsholdsspillerne i badminton håber på en hurtig aftale, men vil kun forhandle ved forhandlingsbordet.
Badmintonspillerne vil forhandle en ny aftale med Badminton Danmark ved forhandlingsbordet - ikke gennem medierne.
Sådan lyder meldingen fra flere af landsholdets spillere, efter at forbundet har opsagt en aftale mellem forbundet og spillerne.
- Vi er alle interesserede i at finde en løsning, der er til gavn for os alle sammen, siger Joachim Fischer.
- Der skulle gerne være et badmintonlandshold, der kan rejse rundt i verden. For de spillere, der kommer, er det vigtigt, at der er en klar aftale for, hvordan tingene skal køre fremadrettet.
Den 39-årige badmintonveteran deltog ligesom de øvrige landsholdsspillere på et møde tirsdag.
Her blev situationen diskuteret igennem, og spillerne blev enige om at holde stridighederne internt mellem forhandlingsparterne.
Fire dage forinden havde Badminton Danmark opsagt aftalen med Danske Elitesportsudøveres Forening - badmintonspillernes forening - om forbundets eliteprogram.
Aftalen er en forudsætning for, at badmintonspillerne kan spille på landsholdet. Men nu er den opsagt og gælder kun i opsigelsesperioden frem til slutningen af november.
Badminton Danmark indgik ellers i 2013 en kollektiv aftale med spillerne. Den stod til at udløbe i 2020.
Ifølge Badminton Danmark er spørgsmålet om kommercielle og immaterielle rettigheder en central årsag til opsigelsen.
Samme tema har været gennemgående i fodboldkonflikten mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og landsholdsspillerne.
Konflikten betød, at det danske landshold i onsdagens testkamp mod Slovakiet bestod af spillere fra lavere rangerende fodboldrækker i Danmark samt futsalspillere.
Der er endnu ikke fundet en løsning på fodboldkonflikten.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie