Bakken Bears tager stor europæisk skalp i Europe Cup
Bakken Bears besejrede ESSM Le Portel i Europe Cup hjemme i en af de største opgaver for et dansk klubhold.
De danske basketballmestre fra Bakken Bears leverede en toppræstation af de sjældne tirsdag aften.
Her vandt Bakken Bears hjemme i Vejlby-Risskov Hallen med 76-62 over franske ESSM Le Portel.
Kampen var første kvartfinaleopgør i Europe Cup, som er den næstbedste europæiske klubturnering, og der venter nu Bakken Bears en hård og spændende udfordring, når der spilles returkamp i Frankrig om en uge.
Kampen var på forhånd kaldt for en af de største i dansk basketballs historie, da et dansk klubhold aldrig har været så langt i en europæisk klubturnering.
Ydermere havde franskmændene 11 sejre i træk i turneringen med til Aarhus.
Bakken Bears kom godt i gang og bragte sig foran 8-2 efter fire minutter.
Fire point af DeVaughn Akoon-Purcell var blandt andet medvirkende til en 12-6-føring, men de franske gæster hang i.
Bakken Bears var foran 20-17 efter første periode, og det danske mandskab holdt kursen og var halvvejs inde i anden periode foran 30-24.
Bakken Bears holdt kursen og var ved pausen foran 42-35 efter to perioder, hvor Jaye Crockett var noteret for 13 point.
Med indgangen til sidste periode lød føringen på 62-50, da Bakken Bears holdt fast, så endte sejren med at lyde på imponerende 76-62, selv om forspringet i de sidste minutter skrumpede fra 21 til 14 point.
- Det var en fantastisk præstation af spillerne i dag.
- Vi vil gerne have det hele med, og derfor er det lidt ærgerligt, at det sluttede som det gjorde, men vi skal lige huske, at vi lige har slået et hold, der har vundet 11 kampe i træk i Europa Cuppen.
- Det er nogle rigtig, rigtig dygtige spillere, siger Steffen Wich, der er head coach i Bakken Bears, til stiften.dk
Jaye Crockett leverede 21 point i opgøret og blev topscorer for Bakken Bears.
De danske mestre sikrede billetten til kvartfinalen ved samlet at besejre Ventspils fra Letland.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned