Barcelona er klar til drømmefinale mod Real Madrid
Ferrán Torres overlister Juan Musso og bringer Barcelona på 1-0 mod Atlético Madrid. Foto: Susana Vera/Reuters
Ferrán Torres sikrede Barcelona samlet sejr over Atlético og er klar til Copa del Rey-finale mod Real Madrid.
For første gang siden 2014 bliver den spanske pokalfinale i Copa del Rey et anliggende mellem rivalerne FC Barcelona og Real Madrid i et nyt kapitel af El Clásico.
Barcelona gjorde sig sent onsdag aften klar til drømmefinalen ved at vinde returkampen i semifinalen med 1-0 ude over Atlético Madrid.
Den første kamp sluttede i et målorgie med fire mål til hvert hold.
Ferrán Torres sendte Barcelona på finalekurs med sit mål efter 26 minutter. Han fik en perfekt dybdeaflevering fra 17-årige Lamine Yamal og prikkede bolden forbi den fremadstormende keeper Juan Musso.
Barcelona havde chancer til at score yderligere. Raphinha havde et par gode forsøg, som Musso tog sig godt af.
Atlético Madrids frontløbere Antoine Griezmann og Julian Alvarez så man ikke meget til, og det fik Diego Simeone til at supplere med Alexander Sørloth fra anden halvlegs begyndelse.
Nordmanden med fortid i FC Midtjylland gjorde mere væsen af sig og kunne også læne sig op af en god statistik mod Barcelona, som han har scoret mod tre gange tidligere i denne sæson.
Onsdag aften havde han også bolden i nettet, men han viste sig at være i strafbar offsideposition.
Atlético var klart bedre med efter pausen, efter at Barcelona havde været i teten i første halvleg, men catalonierne kørte den knebne sejr hjem trods et afsluttende pres fra hjemmeholdet.
Tirsdag var Real Madrid ude i et lille drama i semifinalen mod Real Sociedad. Først efter et sent mål i den forlængede spilletid lykkedes det for Real at sikre en samlet sejr på 5-4. De samme cifre som Barcelona gik videre med.
Finalen skal spilles i Sevilla 26. april.
Barcelona kan bryste sig af 31 pokaltriumfer og deltagelse i 42 finaler, mens Real har vundet 20 ud af 40 finaler i turneringen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned