Barcelona får udbytte af chancehav og slår Mallorca
Dani Olmo skabte forløsningen på Barcelonas hjemmebane. Foto: Afp7 Vía Europa Press/Ritzau Scanpix
Der skulle mange afbrændere til, før Dani Olmo og Barcelona fik knækket Mallorca på hjemmebane i La Liga.
Det skortede ikke på store chancer, da FC Barcelona tirsdag aften besejrede Mallorca 1-0 på hjemmebane i La Liga.
Catalonierne levede lige akkurat op til favoritværdigheden, men misbrugte undervejs en perlerække af åbne målchancer.
Det viste sig at være uden betydning, for Dani Olmos scoring umiddelbart efter pausen var nok til at hjemføre de tre point.
Det er gode nyheder for Barcelonas titelambitioner. Hansi Flicks mandskab har skrabet 76 point sammen i de første 33 runder og har fortsat ikke tabt en ligakamp efter årsskiftet.
Samme suveræne stime kan Real Madrid ikke prale af, og Barcelonas ærkerival ligger derfor på andenpladsen med syv point færre. Dog har hovedstadsholdet en kamp i hånden og kan onsdag reducere forspringet til fire point igen.
Barcelona trykkede Mallorca i bund, men fik ikke noget ud af anstrengelserne i første halvleg.
Hele 24 gange forsøgte værterne sig med afslutninger, men gæsterne fra ferieøen forsvarede sig heroisk og fik med en blanding af held og dygtighed afværget de mange tilnærmelser.
Til sammenligning stod der et rundt nul ud for Mallorca i statistikken over skudforsøg.
Spørgsmålet var derfor, om La Ligas nummer syv kunne blive ved med at stå imod det voldsomme pres. Og svaret var nej.
Inden der var spillet et minut af anden halvleg, gik det galt for Mallorca og den ellers velspillende målmand Leo Roman.
Olmo modtog bolden i feltet, og med en listig afslutning langs jorden brød han dødvandet på Estadio Olímpico.
Barcelona burde have givet sine fans lidt mere at juble over. Ikke mindst Lamine Yamal, der misbrugte en friløber i duel med Roman.
Men mon ikke stortalentet trøster sig med, at det trods alt blev til tre point.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned