Barcelona henter tre point på svær udebane
Robert Lewandowski cementerede sin status som topscorer i La Liga med målet til 2-0 mod Real Betis. Foto: Cristina Quicler/Ritzau Scanpix
Brasilianeren Raphinha og polske Robert Lewandowski scorede målene for FC Barcelona, som slog Betis 2-1.
Andreas Christensen og FC Barcelona kom onsdag aften et skridt tættere på mesterskabet i Spanien.
På mål af Raphinha og Robert Lewandowski i anden halvleg vandt catalonierne 2-1 på udebane over Real Betis.
Før kampen havde Betis blot tabt en enkelt ligakamp på hjemmebane i sæsonen, mens Barcelona havde vundet otte af ni udekampe.
Sejren luner gevaldigt i det samlede regnskab for catalonierne, som har kurs mod det spanske mesterskab.
I 19 kampe har holdet skrabet 50 point sammen, og der er otte point ned til de forsvarende mestre fra Real Madrid, som dog har en kamp i hånden. Betis er på sjettepladsen med 31 point.
Christensen var med fra start hos Barcelona, som spillede sig til flere gode muligheder før pausen.
Stortalentet Pedri fik det første store tilbud efter lidt over et kvarter, men han tog en dribling for meget, og så pillede Betis-målmand Rui Silva bolden fra midtbanespilleren.
Barcelona havde flere gode tilbud, men ind ville bolden ikke. Eller det ville den faktisk, da der var spillet en halv time, men Raphinhas hovedstødsmål blev annulleret for offside.
Heller ikke Gavi og Pedros chancer mod slutningen af halvlegen blev udnyttet, og så lurede et potentielt pointtab i horisonten.
Men som så ofte før slog Barcelonas stjerner til.
Kampen var 65 minutter gammel, da Frenkie de Jong tog et frispark hurtigt, og Betis-defensiven var på hælene.
Inde foran mål stod Raphinha klar til at sætte en inderside på et fladt indlæg og revanchere første halvlegs annullering.
Man holder sjældent målslugeren Lewandowski nede i en hel kamp, og det lykkedes heller ikke Betis.
La Ligas topscorer var på pletten, da bolden faldt ned for fødderne af ham med ti minutter igen.
Et selvmål af Jules Kounde gav Barcelona-fansene nervøse trækninger mod slutningen, men ligaens tophold holdt fast.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned