Barcelona skal forsvare europæisk håndboldtrone mod polakker
Niklas Landin i Kiel-målet kunne ikke hindre en FC Barcelona-sejr, da de to hold lørdag mødtes i den ene semifinale i Köln i Champions League. Spanierne møder søndag polske Kielce i finalen. Foto: Fabian Bimmer/Reuters
Champions League-finalen bliver et møde mellem Barcelona og Kielce, der lørdag slog THW Kiel og Veszprem.
Søndagens finale i håndboldherrernes Champions League bliver et møde mellem de forsvarende mestre fra Barcelona og polske Kielce.
Det står klart, efter at de to mandskaber lørdag vandt deres respektive semifinaler ved Final 4-stævnet i Köln.
Kielce slog ungarske Veszprem 37-35 efter en stærk anden halvleg, hvor polakkerne hurtigt fik indhentet en pauseføring på 18-16 til Veszprem og bragte sig i front med tre-fire mål.
Danske Rasmus Lauge blev topscorer for Veszprem med otte mål og gjorde sit til at skabe spænding, men Kielce vandt forholdsvis sikkert.
Kielce har en gang tidligere vundet Europas største klubturnering. Det var tilbage i 2016, hvor netop Veszprem var modstanderen.
Søndag venter spanske Barcelona i finalen, efter at de forsvarende mestre slog THW Kiel med 34-30.
Kiel stillede med Niklas Landin i målet og Magnus Landin på fløjen, men de to danskere kunne ikke hjælpe nordtyskerne videre. Kiel var uden den norske profil Sander Sagosen, der er ankelskadet.
Kiel-spillerne hængte godt i, men efter pausen fik Barcelona slået et hul, der nåede op på seks mål. Selv om tyskerne fik reduceret til 29-32 med tre og et halvt minut tilbage, så udeblev den helt store spænding.
Barcelona er den mest vindende klub i Europas største klubturnering med ti titler.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned