Barcelona-spillere får besked på at droppe dommerbrok
Hansi Flick forventer, at spillerne kan holde sig fra at diskutere med dommeren. Foto: Marcelo Del Pozo/Reuters
Jude Bellinghams opførsel var respektløs, mener Hansi Flick, som ikke vil se lignende fra sine spillere.
Real Madrids Jude Bellingham har antændt en diskussion, som har fået FC Barcelona-træner Hansi Flick til at tale med store bogstaver over for sine spillere.
I sidste uge blev Jude Bellingham udvist i La Liga-kampen mod Osasuna efter en længere diskussion med dommer Munuera Montero.
Det er ikke kommet frem, præcis hvad englænderen sagde til dommeren, men han har selv afvist, at han var decideret fornærmende.
Det er dog langtfra alle, der køber den forklaring, og hos Real Madrids største rival har træner Hansi Flick altså opfordret sine spillere til helt at droppe dialogen med dommeren.
- Jeg mener, at det er respektløshed, siger Hansi Flick ifølge Reuters.
- Jeg kan ikke lide den opførsel, og det har jeg sagt til mine spillere i dag (søndag, red.), for det er virkelig vigtigt. Det er ikke godt for holdet, når man gør sådan noget og får rødt kort. Det er en svaghed, og det kan vi ikke lide, siger Hansi Flick.
I forbindelse med EM sidste år indførte Det Europæiske Fodboldforbund, at kun én spiller må tale med dommeren under kampene.
Den regel har Hansi Flick mindet sine spillere om.
- Vi har én spiller, som har tilladelse til at diskutere med dommere, og det er anføreren. Det må vi bare acceptere, siger Flick.
Mandag aften bliver det tryktestet, om Barcelona-spillerne makker ret. Her skal klubben møde Rayo Vallecano i La Liga.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned