Bardrum har fremtiden på plads før slutspillet

Sofie Bardrum hårdtarbejdende på stregen, som er et varemærke for den bomstærke stregspiller. Foto: Hans Kurt Frederiksen

Den stærke stregspiller har langt om længe fundet sig en ny klub efter snart tre sæsoner i NFH.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der blev ikke plads til stregspilleren Sofie Bardrum i det nye NFH-projekt under træner Niels Agesen i den kommende sæson.

Det har sendt den tidligere Ajax-spiller, der har været blandt de absolutte profiler i NFH i denne sæson, på klubjagt.

En klubjagt, som har været svær og taget lang tid efter at hun før årsskiftet fik at vide, at hendes kontrakt med NFH, der udløber til sommer, ikke bliver forlænget.

Men før dagens næstsidste kamp i grundspillet mod Aarhus hjemme i Spar Nord Boxen, kan hun endelig melde ud om sin fremtid - delvist i hvert fald.

- Der er en ny klub på plads, men jeg mangler grønt lys fra den nye klub i forhold til at sætte navn på, smiler Sofie Bardrum, der dog godt vil gå så langt som at afsløre, at hun fortsætter karrieren i en udenlandsk klub. Men om det er en klub, der også spiller europæisk håndbold, vil hun ikke afsløre.

Kæmpe lettelse

- Det er en kæmpe lettelse, at det nu er på plads. Det har været lidt stress på. Det er jo en jobsikring efter sommerferien, hvor man jo er nødt til at vide, om der er noget løn man kan leve af, eller om man er nødt til at sikre sig andre indtægtskilder, siger Sofie Bardrum, der har en uddannelse som fysioterapeut, som var kommet i spil, hvis ikke der havde vist sig en klub med et fuldtidssetup.

- Jeg har også planer om at læse videre, men det er lige sat på standby, så længe jeg kan leve af at spille håndbold, siger den 28-årige stregspiller, der glæder sig til at starte et nyt kapitel i sin håndboldkarriere.

- Jeg har en god mavefornemmelse, og føler bestemt, at det er det rigtige valg jeg har truffet, lyder det fra Sofie Bardrum, der også er opsat på, at slutte så stærkt af som muligt i NFH.

Med to kampe tilbage i grundspillet skal NFH vinde dem begge for at blive nummer fire og skaffe den bedst mulige placering inden DM-slutspillet, og efter fire nederlag i de sidste fem kampe, skal der en sejr på bordet i aften mod Aarhus.

- Det begynder jo at spidse lidt til. Det er nu vi skal vise, at vi har lidt mere niveau end de hold, vi skal op i mod. Alle point tæller, og vi skal have de fire point med videre, siger Sofie Bardrum, der udover Aarhus i aften står overfor Silkeborg-Voel på udebane på lørdag.

Hjælp fra Fyn

Skal regnestykket gå op for NFH kræver det som nævnt fire point i de sidste to kampe, samtidig med at København, som NFH tabte til i lørdags, taber i aften på udebane mod Odense. Det er bestemt en realistisk mulighed, da fynboerne ikke har tabt en eneste kamp i denne sæson.

Men Sofie Bardrum koncentrerer sig først og fremmest om at holde orden i eget hus, og det betyder sejr i aften.

- Vi skal møde et hold, der kæmper for at undgå den direkte nedrykning, og selvfølgelig kommer de til Nykøbing for at spille deres chance, men vi skal være stærkere end dem, fastslår Sofie Bardrum, der er den næstmest scorende på NFH's interne topscorer liste med 97 mål i Kvindeligaen. Kun Mona Obaidli har nettet flere gange for falstringerne med 117 mål på kontoen. Netop Mona Obaidli spillede med en skade i lørdags mod København og var helt ved siden af sig selv, men den norske venstreback skulle være klar til aftenens opgør, der fløjtes i gang kl. 19:00 i Spar Nord Boxen.