Barty knuser amerikaner og sætter muligt hattrick op
Ashleigh Barty (th.) levnede ikke Jessica Pegula (tv.) skyggen af en chance for sejr i kvartfinalen ved Australian Open. Foto: William West/Ritzau Scanpix
William West/Ritzau Scanpix
Den topseedede hjemmebanefavorit ved Australian Open udraderede Jessica Pegula og møder nu Madison Keys.
Ashleigh Barty har ikke givet meget spænding til hjemmepublikummet i Melbourne under årets Australian Open. Australieren har udraderet samtlige fem modstandere på sin vej til semifinalen.
Tirsdag formiddag dansk tid var turen kommet til amerikaneren Jessica Pegula. Hun fik ikke et ben til jorden, da topseedede Barty fejede gulv med hende, uddelte sit andet æg i turneringen og vandt med 6-2, 6-0.
- Det var en solid indsats. Jeg havde det virkelig sjovt derude, lød det i interviewet på banen efter kampen fra publikumsfavoritten.
I sine fem kampe har den suveræne australier blot afgivet 17 partier til modstanderne.
Hun skal i semifinalen op mod amerikanske Madison Keys. Det giver Barty muligheden for et amerikansk hattrick. Før Pegula blev Amanda Anisimova nedlagt af Barty, som altså kan nedlægge den tredje amerikaner på stribe.
Opgøret mod Pegula blev hurtigt drænet for spænding. Barty brød den 27-årige modstander i kampens første parti.
Det blev til endnu et break på vej mod sætsejren på 6-2.
Andet sæt blev endnu mere ensidigt. Pegula vandt blot 14 bolde i sættet og måtte notere et indkasseret æg på cv'et.
Ashleigh Barty vandt sidste år Wimbledon og i 2019 French Open. Men i hjemlandets grand slam-turnering er semifinalepladsen fra 2020 stadig den bedste placering for den 25-årige spiller.
Hun føler dog, at hun står med gode kort på hånden for at overgå den præstation i år.
- Jeg er vokset som person og som spiller (siden 2020). Jeg er en langt mere komplet spiller nu, lyder det fra Barty.
De to øvrige semifinalister findes natten til onsdag dansk tid. Clara Tausons overkvinde Danielle Collins og Alizé Cornet mødes i den ene kvartfinale, mens Iga Swiatek og Kaia Kanepi mødes i den anden.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned