Bendtner bliver vraget til Rosenborgs ligakamp
Nicklas Bendtner var i den seneste sæson for Rosenborg både med til at vinde ligaen og den norske pokalturnering. (Arkivfoto) Foto: NTB Scanpix/Reuters
NTB Scanpix/Reuters
Nicklas Bendtner er ikke at finde i den Rosenborg-trup, der lørdag skal møde Lillestrøm i den norske liga.
Den danske angriber Nicklas Bendtner må blive hjemme i Trondheim, når hans norske klub, Rosenborg, lørdag drager til Lillestrøm for at spille ligakamp.
Bendtner er ikke udtaget i den trup, Rosenborg lørdag middag har offentliggjort på sin hjemmeside.
På hjemmesiden skriver klubben også, at flere spillere ikke er med i truppen, fordi de er ude med skader, men her er Nicklas Bendtner heller ikke blandt.
Rosenborg hentede sæsonens første sejr sidste søndag hjemme mod Sarpsborg, hvor det blev til en 1-0-sejr. I den kamp var Bendtner med i truppen, men sad på bænken i hele kampen.
Efter kampen var danskeren en smule ude med riven efter Rosenborg-træner Eirik Horneland, der ifølge Bendtner ikke havde givet ham en forklaring på reservetjansen.
Til den norske avis VG sagde han:
- Jeg vil tro, at der findes en forklaring på, hvorfor jeg ikke spiller. Han (træneren, red.) har fortalt jer meget, men ikke fortalt mig noget. Jeg er uforstående over for situationen.
- Men jeg arbejder hårdt til træning, som I kan se. Det går godt, og jeg er klar.
Rosenborg, der sidste sæson vandt både den norske liga og pokaltitlen, har fået en forfærdelig start på den nye sæson.
Holdet ligger på andensidstepladsen, efter at det kun er blevet til fem point i de første seks kampe.
Nicklas Bendtner kom til den norske klub fra Nottingham Forest i 2017. Efter at have leveret en flot præstation i den seneste sæson har det knebet med at få spilletid i den nye.
Med i truppen for Rosenborg lørdag er til gengæld holdets anden dansker, Mike Jensen.
Kampen mellem Rosenborg og Lillestrøm fløjtes i gang klokken 18.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned