Bendtner udgår med skade i Rosenborg-nederlag i topkamp
Nicklas Bendtner blev skadet og måtte udgå, da Rosenborg søndag aften mødte Brann i Eliteserien i Norge. Foto: Wold, Ole Martin/scanpix/Ritzau Scanpix
Wold, Ole Martin/scanpix/Ritzau Scanpix
Angriberen måtte lade sig udskifte mod Brann med en skade, hvis omfang er ukendt, kort før VM-truppen udtages.
Fodboldspilleren Nicklas Bendtner måtte søndag aften udgå knap 20 minutter før tid, da hans klub, Rosenborg, tabte 1-2 hjemme til Brann i en topkamp i Eliteserien.
Skadens omfang er endnu ukendt, men danskeren var tydeligvis ked af det, da han først satte sig til rette på udskiftningsbænken for derefter at forsvinde ned i omklædningsrummet.
Danmark spiller 16. juni mod Peru i den første kamp ved VM i Rusland, og Nicklas Bendtner kæmper for at komme med i den danske trup på 23 spillere.
Den 30-årige angriber er foreløbig med i en bruttotrup på 35 spillere, som Danmarks landstræner, Åge Hareide, senere søndag eller mandag vil skære til foreløbig 26 spillere.
Det er endnu uvist, hvor alvorlig skaden er, men Nicklas Bendtner så ud til at have smerter i lysken, et sted hvor han tidligere har haft problemer.
Skaden indtraf paradoksalt nok, da danskeren netop havde scoret et regulært mål, som imidlertid fejlagtigt blev underkendt for offside foran knap 20.000 tilskuere.
På det tidspunkt førte Branns tophold 2-1, og det blev også slutresultatet.
Rosenborg kom ellers foran 1-0 i anden halvleg, men Brann slog senere til med to mål.
Mike Jensen, der også er med i Danmarks VM-bruttotrup, spillede hele kampen for Rosenborg.
Brann topper Eliteserien med 30 point for 12 kampe. Rosenborgs regerende mestre er nummer to med 24 point.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie