Bjorkstrand bomber videre og sænker igen New Jersey i NHL
Oliver Bjorkstrand scorede igen i NHL. Foto: Colourbox
Free/Colourbox
For anden gang på tre dage var danskeren afgørende, da Columbus slog New Jersey i verdens bedste ishockeyliga.
Det danske ishockeytalent Oliver Bjorkstrand viser god form for tiden, efter at han igen er blevet indlemmet i Columbus Blue Jackets' førsteholdstrup i verdens bedste ishockeyliga, NHL.
Natten til onsdag dansk tid scorede den 21-årige dansker for anden kamp i træk, da Columbus slog New Jersey Devils med 2-0.
Scoringen falder, kun to dage efter at den unge dansker lavede både en scoring og en assist, da Columbus slog selv samme New Jersey Devils med 3-0.
Der var ellers stilstand, da de to hold natten til onsdag mødtes i Nationwide Arena i Columbus.
Med ti minutter tilbage på uret var stillingen fortsat 0-0, da Oliver Bjorkstrand dukkede op.
Sam Gagner tog pucken bag mål og sendte den ind foran til en fremadstormende Bjorkstrand, der med det ene knæ på isen gled foran sin oppasser og sendte pucken op i nettaget.
1-0 til Columbus og hjemmeholdets tilskuere brød ud i jubel.
Det var den unge danskers femte point i seks kampe.
Da der resterede lidt over et minut, kom Columbus foran 2-0, da New Jersey satsede alt på en udligning. Her blev Cam Atkinson målscorer.
Oliver Bjorkstrand spillede længe en noget perifer rolle for sit hold i årets udgave af NHL.
Således var danskeren helt uden for førsteholdstruppen fra 10. december til midten af februar.
Columbus Blue Jackets er i år blandt de absolut bedste hold i NHL, og holdet har gode chancer for at nå slutspillet.
I en anden kamp i NHL stod Frederik Andersen og Toronto Maple Leafs over for Frans Nielsen og Detroit Red Wings.
Her trak Frederik Andersen og Toronto det længste strå med en 3-2-sejr hjemme i Air Canada Centre.
Frederik Andersen stod hele kampen for canadierne. Han blev noteret for 19 redninger. Tre af dem var på forsøg fra Frans Nielsen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned