Blomsterberg sætter rekord og bliver femmer i VM-finale
Thea Blomsterberg var i VM-finalen aldrig længere fremme end femtepladsen. (Arkivfoto). Foto: Kiyoshi Ota/Ritzau Scanpix
Thea Blomsterberg satte personlig rekord, men var langt fra medaljer i VM-finalen i 200 meter brystsvømning.
Hun har aldrig svømmet hurtigere, men Thea Blomsterberg var alligevel et stykke fra at ende med en medalje, da hun fredag svømmede finale i 200 meter brystsvømning ved langbane-VM i Japan.
Blomsterberg kom i mål som nummer fem, selv om hun med tiden 2 minutter og 22,42 sekunder forbedrede sin egen personlige rekord på distancen med 0,19 sekunder.
- Det var meget mere frit, og jeg følte for første gang til mesterskabet, at jeg var mig selv, og at jeg havde mig selv med. Så det var virkelig dejligt, at den sidste brik faldt på plads i finalen, siger danskeren.
Blomsterbergs tid var 0,79 sekunder fra hollandske Tes Schouten, der tog bronze. Tatjana Schoenmaker fra Sydafrika tog guldet foran amerikanske Kate Douglass.
Blomsterberg fik ikke den bedste start, og efter de første 50 meter var hun nummer seks.
Halvvejs lå hun på femtepladsen, og så skulle der lidt af en slutspurt til for at komme på podiet. Blomsterberg har dog vist, at hun kan være hurtig til sidst, men fredag fik hun altså ikke fart nok på til at tage en medalje.
Blomsterberg kvalificerede sig torsdag til finalen. I det indledende heat inden semifinalen sikrede hun Danmark en nationsplads i 200 meter brystsvømning ved næste års OL i Paris.
Blomsterbergs tider torsdag lød på 2 minutter og 23,41 sekunder samt 2 minutter og 23,19 sekunder, så hun forbedrede sig altså en del i finalen.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie