BMC vinder neutraliseret holdtidskørsel i Vueltaen
Peter Velits kan iføre sig den røde førertrøje efter rolig holdtidskørsel, hvor ingen hold mistede tid.
BMC-holdet var hurtigst, da 1. etape af cykelløbet Vuelta a España blev kørt lørdag.
Peter Velits kørte først over målstregen for det vindende hold, og slovakken kan dermed iføre sig løbets røde førertrøje.
BMC sluttede blot et sekund foran både Tinkoff-Saxo og Orica-Greenedge.
Alligevel var det småt med underholdningen på den 7,4 kilometer lange etape fra Puerto Banus til Marbella.
Arrangørerne havde på forhånd annonceret, at samtlige hold ville blive noteret for samme tid.
Det skyldtes, at ruten var blevet hårdt kritiseret af rytterne, fordi den indeholdt adskillige skift af vejbelægning. Rytterne skulle blandt andet køre på sand undervejs.
Derfor blev etapen også lidt af en farce, hvor mange hold helt bevidst undlod at køre igennem, eftersom det ikke kostede tid.
Det gjorde blandt andet Sky-holdet, der har Tour de France-vinderen Chris Froome med.
Briten, der blev nummer to i Vueltaen sidste år, vil forsøge at vinde det spanske løb for første gang i karrieren.
Sky var et minut og 11 sekunder efter BMC.
Tinkoff-Saxo havde løbets eneste dansker, Jesper Hansen, med. 24-årige Jesper Hansen er for første gang i karrieren med i et af de helt store etapeløb.
Rytterne må se frem til at blive noget mere udfordrede søndag på 2. etape. Her venter flere stigninger, den sidste på vej op til målstregen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned