Bødker fortsætter NHL-fremgangen med mål og assist
Mikkel Bødker åbnede scoringen efter ni minutters spil i San Joses sejr over Vancouver. Foto: Scanpix/Russell Labounty/arkiv
Scanpix/Russell Labounty/arkiv
Mikkel Bødker scorede for niende gang i sæsonen, da San Jose Sharks besejrede Vancouver Canucks.
Efter et sløjt efterår ser den danske ishockeyspiller Mikkel Bødker omsider ud til at være på vej mod storformen i NHL-klubben San Jose Sharks.
Bødker scorede for anden kamp i træk og leverede også et måloplæg, da San Jose hjemme i Californien besejrede kriseramte Vancouver Canucks med 4-1.
Den danske forward åbnede scoringen ni minutter inde i første periode, da han satte pucken i nettet fra tæt hold.
San Joses anden dansker, Jannik Hansen, var med i forarbejdet og blev noteret for en assist til målet, der var Bødkers niende i sæsonen.
Hjemmeholdet kom foran 3-0, inden den svenske veteran Daniel Sedin reducerede for gæsterne i tredje periode.
San Jose svarede dog hurtigt tilbage. Bødker var med i opspillet til det 4-1-mål, som Chris Tierney scorede syv minutter før tid, og som blev kampens sidste.
Mikkel Bødker havde det svært i efteråret, hvor der var langt imellem hans mål og assist, og på et tidspunkt blev han endda sat af holdet.
Men i det nye år har den højtlønnede dansker fået gang i spillet. 14 af hans foreløbig 20 målinvolveringer er kommet efter årsskiftet.
San Jose Sharks har efter sejren 70 point for 58 kampe og ligger på en slutspilsplads i Pacific Division.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned