Bodø/Glimt sikrer godt udgangspunkt i CL-playoff

Kjetil Knutsens norske tropper skabte sig tirsdag aften et fint udgangspunkt på hjemmebane inden næste uges udekamp mod Røde Stjerne. (Arkivfoto). Foto: Piroschka Van De Wouw/Reuters

Bodø/Glimt var undervejs foran 2-0, men måtte nøjes med en 2-1-sejr i første møde med serbiske Røde Stjerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Norske Bodø/Glimt tog tirsdag aften et skridt mod Champions League, da holdet i den første kamp i playoffrunden slog serbiske Røde Stjerne med 2-1 på hjemmebane.

Dermed står nordmændene med et godt udgangspunkt inden næste uges returkamp i Serbien.

Det så ellers ud til, at udgangspunktet skulle have været endnu bedre, da Bodø/Glimt undervejs i anden halvleg kom foran 2-0, men serberne fik en vigtig scoring et kvarter før tid.

Det var en aften for hjemmeholdene i playoffrunden. Særligt Dinamo Zagreb nærmede sig kraftigt Champions League, da Qarabag fra Aserbajdsjan blev slået med 3-0. Lille fik også en vigtig 2-0-sejr hjemme over Slavia Prag.

I Norge var Bodø/Glimt bedst i stort set hele første halvleg. Overtaget gav flere sekvenser, hvor det norske mandskab trykkede de serbiske gæster i bund.

Otte minutter før pausen kom hjemmeholdet for alvor tæt på.

Nordmændene havde presset Røde Stjerne langt ned, og det gav plads foran det serbiske felt. Det udnyttede højrebacken Fredrik Sjøvold til at trykke kanonen af, men den norske backs forsøg tog trekantssammenføjningen.

Den norske dominans fortsatte efter pausen, og kort inde i anden halvleg kom føringsmålet.

Midtstopperen Odin Bjørtuft kom øverst på et indlæg og stangede med stor kraft bolden i kassen via overliggeren.

Derfra faldt Bodø/Glimt i niveau spillemæssigt, men formåede alligevel at øge føringen.

I nordmændenes dårligste periode modtog Isak Määttä bolden på kanten af feltet i højre side. Kantspilleren tog bolden ind til sit venstreben, inden han flot sparkede den ind ved den fjerne stolpe.

2-0-målet gjorde, at nordmændene trak sig længere tilbage på banen og overlod initiativet til de serbiske gæster.

Et kvarter før tid kom en vigtig reducering for Røde Stjerne, da Bruno Duarte dukkede op ved bageste stolpe efter et frispark.

/ritzau/