Bokseikonet Pacquiao gør comeback i november
Den filippinske bokselegende har ellers netop taget fat på livet som senator i Filippinerne.
Den filippinske politiker og bokselegende Manny Pacquiao har bekræftet, at han vender tilbage til bokseringen for at kæmpe mod den 27-årige Jessie Vargas til november. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Der har længe været spekuleret i, om den vævre bokser ville vende tilbage til boksesporten, hvor han i årevis har været en af de største repræsentanter for den hårdtslående sportsgren.
Pacquiao er nu blevet 37 år. Men tirsdag bekræftede filippineren selv, at han vender tilbage.
- Ja, kampen bliver til noget. Jeg er gået med til en kamp 5. november mod Jessie Vargas, siger bokseren.
Pacquiao vandt ellers et sæde i senatet i Filippinerne, da der blev afholdt valgt i maj. Han siger, at han ser frem til kampen, der kommer, efter at han trak sig tilbage i april, hvor han vandt over den amerikanske bokser Timothy Bradley.
- Men boksning er min passion. Jeg savner både træningen og at stå i ringen, siger senatoren.
Han lover samtidig, at hans genoptræning ikke vil påvirke hans arbejde som senator.
- Hele min træningslejr vil foregå her i Filippinerne, så jeg kan passe mit arbejde med at lovgive. Det lovede jeg under valgkampen, og det er jeg fast besluttet på at holde.
Mandag trak Manny Pacquiao overskrifter i sit job som politiker, da han krævede dødsstraffen genindført i Filippinerne, der er et overvejende katolsk land.
- Når en regering straffer, så er det godkendt af Gud. Det er det, biblen siger, sagde bokseren i sin første offentlige tale som politiker.
Pacquiao har som professionel bokser vundet 58 kampe og kun tabt seks. To gange har han bokset uafgjort. Han har vundet ti VM-bælter i hele otte forskellige vægtklasser.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned