Bookmakere har Thomas Frank som femtefavorit til United-job
Thomas Franks navn har spøgt i forbindelse med Manchester United gennem længere tid. (Arkivfoto). Foto: Jason Cairnduff/Ritzau Scanpix
Thomas Frank er højt på de fleste bookmakeres liste over muligheder som ny Manchester United-manager.
Brentfords danske cheftræner, Thomas Frank, er blevet nævnt som en mulig ny cheftræner i Manchester United i engelske medier gennem længere tid.
Det er han dog langt fra alene om. En del andre kandidater er blevet nævnt, og Frank er ikke topfavorit til jobbet, der mandag blev ledigt efter fyringen af Eric ten Hag.
Det viser et bredt udsnit af oddsene hos bookmakerne, der som regel er en god indikator for den reelle chancevurdering.
Hos de fleste bookmakerne er danskeren femte- eller sjettefavorit, og oddset ligger de fleste steder på 9-11 gange indsatsen igen. Det svarer rundt regnet til en chancevurdering på 9-11 procent.
Hollandske Ruud van Nistelrooy, der foreløbigt har overtaget roret i storklubben, og den tidligere Barcelona-træner Xavi Hernandez er forholdsvis klare favoritter hos bookmakerne.
Herefter følger den tidligere engelske landstræner Gareth Southgate, der ligesom Xavi er fri på markedet og dermed kan hentes uden at skulle købes fri.
Sporting CF's succestræner Ruben Amorim rangerer mange steder lige foran Thomas Frank, mens den tyske landstræner Julian Nagelsmann, Ipswichs Kieran McKenna og for tiden klubløse Graham Potter følger lige efter eller foran danskeren.
51-årige Frank kom til Brentford som assistent i december 2016. I oktober 2018 blev han cheftræner, og siden fulgte en oprykning til Premier League og indtil videre 285 kampe.
I hele det engelske ligasystem er Frank med 6 år og 12 dage nummer fire på listen over længst siddende cheftrænere. I Premier League overgås han kun af Manchester Citys Pep Guardiola.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned