Bounedjahs tårer blev forvandlet fra fortvivlelse til glæde
27-årige Baghdad Bounedjah blev målhelten i Africa Cup of Nations-finalen, hvor Algeriet slog Senegal 1-0. Foto: Suhaib Salem/Reuters
Suhaib Salem/Reuters
Et enkelt mål af Baghdad Bounedjah sikrede fredag Algeriet sin første Africa Cup of Nations-titel i 29 år.
Under de sidste minutter af kvartfinalen i Africa Cup of Nations mod Elfenbenskysten sad Algeriets Baghdad Bounedjah på bænken. Han var i tårer, fordi han troede, at han havde kostet sit hold sejren.
Men fredag blev tårerne forvandlet til glædestårer for den 27-årige angriber, der til daglig spiller for Al Sadd SC i Qatar.
Blot to minutter inde i finalen mod Senegal scorede Baghdad Bounedjah det mål, der skulle vise sig at sikre Algeriet Africa Cup of Nations-titlen for første gang i 29 år.
Bounedjah har ikke haft den bedste turnering. Efter at have scoret i åbningskampen mod Kenya blev han kritiseret for sine dårlige afslutninger.
Men det værste ventede i kvartfinalen mod Elfenbenskysten, hvor han blev tilkendt et straffespark, der kunne have sikret Algeriet en 2-0-føring. I stedet ramte han overliggeren.
Senere i kampen missede han en anden chance, og i det 62. minut udlignede Elfenbenskysten til 1-1. Bounedjah blev skiftet ud og var i tårer resten af kampen.
Heldigvis for ham endte Algeriet med at vinde kampen på straffesparkskonkurrence.
Hele miseren syntes dog glemt fredag, da Bounedjah efter kun to minutter scorede sejrsmålet til 1-0 i finalen mod Senegal.
- Jeg kom her for at kæmpe for Algeriet, siger Bounedjah ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Jeg vil altid kæmpe for Algeriet.
Selvsagt var Senegals landstræner, Aliou Cissé, ked af, at hans hold ikke formåede at komme tilbage fra Algeriets tidlige mål.
- De fik ikke den chance, de havde brug for. I det store og hele svigtede vi ikke os selv. Vi skabte chancer, men formåede ikke at score, siger Cissé ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Når du slipper et mål ind så tidligt i kampen, bliver planen meget tydelig. Så er du nødt til at angribe et aggressivt forsvar, og vi var ikke i stand til at finde løsningerne.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned