Brasilianer tager stangsprings-guld i inferno af støj
Brasilianeren Thiago Braz vandt guld i stangspring ved OL. Hans nærmeste konkurrent raser over publikums larm
Hjemmebanefavoritten Thiago Braz Da Silva blev en temmelig overraskende vinder af OL's stangspringskonkurrence i Rio mandag aften.
Brasilianeren hoppede 10 centimeter højere, end han nogensinde tidligere havde gjort, og med 6,03 meter, satte han ny olympisk rekord på vejen mod guldmedaljen.
- Guldmedalje - utroligt. Det var mit første spring over seks meter. Min hjemby ønskede virkelig, at jeg skulle vinde, siger den nykårede olympiske mester ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Selv om Rios olympiske stadion ikke var meget mere end halvt fyldt, betød brasilianerens succes, at publikum vågnede og leverede en larm, som sagtens kunne matche aftenen før, hvor Usain Bolt satte konkurrenterne på plads i mændenes 100 meterfinale.
Larmen distraherede stangspringerne. Thiago Braz Da Silva blev distraheret, men ikke mere end han kunne lukke inde i sig selv.
- Publikum heppede for meget på mig. Jeg var nødt til at fokusere på min teknik og glemme støjen, siger han til Reuters.
Så let så hans konkurrenter ikke på sagen. Den franske favorit, Renaud Lavillenie, der var forsvarende OL-guldvinder og verdensrekordholder, følte sig chikaneret af publikum, fordi de buhede, når han blev vist på storskærmen, mens han forberedte sine spring.
I første omgang sammenlignede franskmanden behandlingen med den behandling, amerikaneren Jesse Owens oplevede ved Hitlers OL i Berlin i 1936.
- I 1936 var publikum mod Jesse Owens. Vi har ikke set sådan noget her siden. Vi er nødt til at gøre noget ved det, sagde franskmanden straks efter at have tabt guldmedaljen, da han missede på højden 6,08 meter.
Efter at have sundet sig en smule, trak franskmanden sammenligningen med 1936 tilbage, men han var stadig ikke tilfreds med det ukyndige brasilianske publikum.
- Det var ikke fair play fra publikum. Det her er atletik, ikke fodbold. Det er ikke noget godt image for OL. Jeg havde ikke gjort publikum noget. Jeg tror, at mange stangspringere fik deres konkurrence ødelagt, siger Renaud Lavillenie.
Amerikaneren Sam Kendricks vandt bronze med en højde, der var 18 centimeter kortere end brasilianerens guldspring.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie