Brøndby og Auri stjal uafgjort mod HB Køge

Brøndby-træner Auri Skarbalius måtte nøjes med 1-1, da han søndag var tilbage på sin hjemmebane gennem fem år i Herfølge hos HB Køge for første gang siden sit skifte til den varme cheftrænerstol i Brøndby. Og det resultat var heldigt for Skarbalius.

Det var årets sidste kamp før vinterpausen, og måske er det også Auri Skarbalius' sidste som cheftræner i Brøndby.

I hvert fald var Vestegnens stolthed langt fra imponerende mod rækkens bundhold, som før kampen havde hentet 11 point færre end Brøndby, der havde 17 på kontoen.

Efter 74. minutter bragte Marcel Rømer HB Køge foran, da Brøndbys målmand Michael Tørnes kun kunne halvklare Bo Storms frispark. Han fik i stedet serveret bolden på et sølvfad til Marcel Rømer, da han ville bokse væk.

HB Køge-spilleren kunne derefter let trille bolden over stregen fra en lidt spids vinkel.

Men til allersidst kunne Dario Dumic, der havde fået chancen fra start helt på toppen sammen med Mikkel Thygesen, kvittere for sin træners tillid og udligne til slutresultatet 1-1.

Den lange angriber har ellers mest spillet centerforsvarer i sin korte karriere, men han viste flere gange sin farlighed i luften.

I slutningen af første halvleg fik han også vist, at han er mand for glidende tacklinger, da han med knopperne først sprang efter en bold, som HB Køges målmand Morten Hastrup nåede først.

HB Køge var gennem hele kampen bedst, og et kvarter før slutfløjtet fik Adeola Runsewe en gylden mulighed, men han sparkede direkte på Michael Tørnes.

Også Simon Christoffersen fik en kæmpe hovedstødschance kort før slut, men den fik Brøndby-forsvaret på forunderlig vis afvist.

Endelig sluttede Bo Storm bombardementet af, da han på en kontra sparkede lige forbi mål. Det var altså tættere på en større sejr til HB Køge end en Brøndby-udligning.

Ikke desto mindre slap Brøndby for den totale ydmygelse. Holdet går nu til vinterpause med 18 point efter 18 kampe. Til sammenligning havde klubben 29 point på samme tidspunkt sidste år, hvor de overvintrede på en tredjeplads.

/ritzau/

HB Køge havde fortjent at vinde på hjemmebane mod Brøndby, men Auri Skarbalius og Brøndby stjal det ene point.

Offentliggjort Sidst opdateret