Brøndby-profilen Lindstrøm skal opereres i knæet
Trods et generet knæ scorede Jesper Lindstrøm søndag til 2-2, da Brøndby mødte AGF. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Brøndby-spilleren Jesper Lindstrøm skal opereres for en skade i knæet, men tidspunktet er ikke planlagt.
Den unge offensivspiller Jesper Lindstrøm har været blandt Brøndbys helt store profiler i denne sæson, men nu har han pådraget sig en skade, der på et tidspunkt kræver operation.
Lindstrøm har oplevet irritation i knæet, og en undersøgelse mandag afslørede en lille revne i menisken, skriver Brøndby på sin hjemmeside.
- Jesper kan uden problemer spille sæsonen færdig for os, men på et tidspunkt vil det kræve behandling efterfulgt af op til seks ugers pause, siger Brøndbys fodbolddirektør, Carsten V. Jensen.
Spørgsmålet er så bare hvornår. Brøndby er aktuelt en del af Superligaens mesterskabskamp, og derefter følger en sommer med U21-EM.
Derfor venter en svær beslutning for Lindstrøm.
- Vi er i den afgørende del af sæsonen, hvor alle kampe er tætte og vanskelige, og så er der en slutrunde til sommer, hvor vi har gode chancer for at gøre det godt. Jeg vil ikke undvære nogen af delene, men ved også godt, at jeg skal tage en beslutning over de kommende uger, siger han.
Carsten V. Jensen har forståelse for Lindstrøms dilemma.
- Normalt vil man prøve at lægge et sådant indgreb i sommerpausen, men netop denne sommer er der et vigtigt U21-EM for Jesper og måske endda en EM-slutrunde, hvorefter den nye sæson begynder kort efter.
- Så derfor går Jesper lige nu og tygger på, hvornår det mindst dårlige tidspunkt er for en pause. Han har den fulde opbakning fra klubben, uanset hvad han beslutter, siger Jensen.
Lindstrøm afsoner karantæne, når Brøndby onsdag aften gæster FC Nordsjælland i mesterskabsspillet.
Med syv runder tilbage er Brøndby nummer to med fire point op til FC Midtjylland.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned