Brøndby slår 2. divisionshold trods pokalforskrækkelse
Besar Halimi sørgede for 3-1 til Brøndby med en flot scoring fra lang afstand. Arkivfoto. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Brøndby var bagud og kunne have indkasseret flere mål, men kom tilbage og slog Hillerød i pokalturneringen.
Brøndby-spillerne var længe på hælene, men torsdag aften lykkedes det alligevel for det trængte mandskab at hente en sejr i pokalturneringen.
Alexander Zornigers mandskab sejrede med 4-1 over Hillerød fra 2. division og afværgede det, der kunne være blevet til pokalfadæse i tredje runde.
Hillerød var nemlig det bedste hold i første halvleg og var få sekunder fra at føre ved pausen. Holdet burde endda have ført større på det tidspunkt.
Brøndby har haft enorme problemer med at forsvare på det seneste og har indkasseret mange mål, hvilket har resulteret i en række nederlag.
Hurtigt stod det klart, at også Hillerød med simple midler kunne spille sig til store chancer.
Allerede efter et minut vristede Tobias Vistisen sig fri efter en duel med Jens Martin Gammelby, men Hillerød-angriberen misbrugte i fri position.
I stedet kom Hillerød-målet efter 12 minutter. Efter et perfekt udført kontraangreb havnede bolden hos Mikkel Andersen, der smart løftede bolden over Brøndby-keeper Benjamin Bellot til 1-0-føring.
Brøndby-forsvaret vaklede videre, og bare et par minutter senere fik Vistisen en ny god chance, som var tæt på at give mål.
Derefter fik Brøndby bedre på styr på kampen og havde selvsagt megen boldbesiddelse, men storfavoritten havde svært ved at skabe de helt åbne muligheder.
Først i halvlegens sidste sekund lykkedes det at udligne, da Mikael Uhre fik hovedet på et hjørnespark, så bolden sneg sig over stregen til 1-1.
Hillerød gik fortsat optimistisk til værks efter pausen og havde en tidlig god chance, men efter 12 minutter tog Brøndby i stedet føringen.
Simon Tibbling serverede et indlæg fra højre side, og bolden havnede hos Kasper Fisker, der scorede med det kolde højreben fra cirka 13 meter.
Kort efter var Nikolai Laursen tæt på at øge føringen, men hans forsøg ramte overliggeren.
Hillerød-spillerne fik sværere ved at følge med, som kampen skred frem, og med 20 minutter afgjorde Besar Halimi sagerne for Brøndby.
Han tog chancen fra 25 meter ude i højre side og skruede smukt bolden over i det fjerneste målhjørne til 3-1.
Kort før tid cementerede indskiftede Ante Erceg sejren efter Tibblings forarbejde.
Med sejren er Brøndby klar til ottendedelsfinalerne i DBU Pokalen, hvor klubben er forsvarende mester.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned