Brøndby-spillere: Lønkrise har styrket os
Brøndby-spillerne Mikkel Thygesen og Jan Kristiansen er overbeviste om, at de økonomiske problemer har styrket holdet.
I starten af ugen bad Brøndbys ledelse i en redningsplan spillerne om at gå 25 procent ned i løn i tre måneder og permanent sige farvel til 10 procent. Det sagde spillerne nej til, men parterne nåede til enighed om en blødere aftale fredag eftermiddag.
- Det har været en hård opstart på året. Jeg er nu alligevel sikker på, at vi kommer styrket ud af det her, siger Mikkel Thygesen.
- Alle er rykket tættere sammen, og man har set et stort sammenhold blandt spillere og det administrative personale. Jeg håber, at vi kommer styrket ud af det her, lyder det fra midtbanespilleren, der fortæller, at alle spillere har været indstillede på finde en løsning.
- Da vi fik nyheden i tirsdags, samledes vi, og alle var positivt indstillede. Jeg har læst nogle steder, at nogle af os skulle være negativt indstillede til klubbens tilbud, men jeg kan ikke forstå, hvor de har det fra, siger Thygesen.
Holdkammeraten Jan Kristiansen tror også, at krisen i Brøndby kan ende med at styrke holdet, der i foråret skal forsøge at overleve i Superligaen.
- Problemstillingen har ikke været positiv for klubben, men jeg synes, at vi er kommet styrket ud af det. Vi står virkelig sammen, og nu skal vi fokusere på at redde os i Superligaen.
- Nu kan vi spillere fokusere på det, som det handler om for os, og det er først og fremmest at komme i topform og komme i gang med kampene, siger Jan Kristiansen.
Selv om Brøndby ikke officielt vil melde detaljerne i lønaftalen ud, så har ledelsen i store træk accepteret et forslag fra truppen og de øvrige ansatte.
Det betyder, at de ansatte afgiver 75 procent af lønnen i januar og får udbetalt 175 procent til april, når Brøndby har foretaget en aktieemission.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie