Brøndby-træner raser over sen Viborg-scoring
Brøndbys cheftræner Jesper Sørensen kaldte det "helt horribelt", at Viborg scorede i overtiden. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Jesper Sørensen var langtfra tilfreds med det mål, som Brøndby lukkede ind i den vilde afslutning.
Mødet mellem Viborg og Brøndby i sæsonens første runde af Superligaen bød på tre scoringer i overtiden, da de to hold til sidst spillede 3-3.
Brøndby var bagud 1-2, da uret passerede 90 minutter.
Så dukkede Brøndbys Emmanuel Yeboah i første overtidsminut op og udlignede. Det stillede ikke gæsternes sult, og mere ville have mere.
Det blev straffet i den anden ende. Isak Steiner Jensen slog til på en omstilling og sendte Viborg Stadion i ekstase for en stund, inden Yeboah i det 98. minut nettede for anden gang og gjorde det til 3-3.
- At de går op og scorer til 3-2 er helt horribelt, og jeg ved endnu ikke, om jeg er sur eller glad, siger Brøndbys træner, Jesper Sørensen, til Tipsbladet.
- Når det så sker, er jeg glad for at se, at der ikke er nogen, der har en opgivende attitude og trods alt fortsætter med at give os chancen, siger Jesper Sørensen.
Tidligere i kampen havde Viborg vist imponerende effektivitet på omstillinger. To gange straffede 19-årige Jakob Vester en skidt Brøndby-defensiv i første halvleg.
Gæsterne dominerede ellers spillemæssigt kampen, og særligt i første halvleg tilspillede Brøndby sig flere store chancer.
- Jeg er selvfølgelig skuffet, når vi fører efter 98 minutter og ikke får sejren med hjem, men det havde nok heller ikke været fair, hvis Brøndby ikke havde fået noget med, når man kigger på hele kampen, siger Viborg-træner Jakob Poulsen til bold.dk.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned