Brøndbys redningsplan: Alle går ned i løn
Fodboldklubben Brøndby er ved at være klar med en redningsplan, der skal redde den sportsligt og økonomisk skrantende klub og sikre en aktieudvidelse til foråret.
Klubben meddeler, at "eksterne investorer og nuværende långivere" er klar med tilførsel af kapital, hvis de øvrige punkter i redningsplanen kan gennemføres.
- Tilsagn herom er opnået betinget af, at øvrige finansielle punkter i planen er opfyldt, meddeler Brøndby i en pressemeddelelse.
Et af disse punkter er en generel lønnedgang for både spillerne og de øvrige medarbejdere i klubben, der ligger sidst i Superligaen før forårssæsonen.
- Vi er ved at være i mål med alle punkter i vores plan, der skal sikre både den kortsigtede og langsigtede likviditet og kapitaltilførsel, siger administrerende direktør, Tommy Sommer Håkansson.
- Et af punkterne i planen er en generel lønnedgang for medarbejderne i Brøndby IF. Lønomkostningerne skal permanent reduceres med 10 procent og i en tremåneders periode ekstraordinært med yderligere 15 procent.
- Medarbejderne får efterfølgende mulighed for at opnå en bonus afhængig af de sportslige resultater, siger han.
Endnu har medarbejderne dog ikke godkendt planen, men direktøren håber, at det kommer til at ske, når der senere tirsdag bliver afholdt et medarbejdermøde.
- Vi håber og tror, at alle medarbejdere - både spillere og øvrige medarbejdere - vil tilslutte sig en sådan aftale, da det er afgørende for både den kort- og den langsigtede kapitaltilførsel og likviditet og dermed virksomhedens videreførelse, siger Tommy Sommer Håkansson.
En anden væsentlig ting i planen er, at klubbens hidtidige aktiestruktur med A- og B-aktier ophæves.
Det betyder konkret, at eventuelt kommende investorer vil få større indflydelse i klubben, end de har haft mulighed for i den tidligere aktiestruktur.
Derudover satser Brøndby på, at klubben kan få lavet en henstandsordning med Spillerforeningen i den såkaldte feriepengesag.
Brøndby skylder både tidligere og nuværende spillere et beløb på et godt stykke over 20 millioner kroner for manglende udbetaling af feriepenge og pension.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie