Brydeformand overrasket - fik fornem hæder

Brydeklubben Thors formand Patrick Hyllegaard (tv), der her hylder Turpal Bisultanov, blev selv hædret i lørdags med forbundets sølvnål. Foto: BK Thor

Patrick Hyllegaard blev overrasket ved julefrokost i lørdags.

Offentliggjort Sidst opdateret

Under Brydeklubben Thors årlige julefrokost for frivillige, sponsorer, æresmedlemmer og andet godtfolk, der fandt sted i lørdags og samlede omkring 130 gæster i klubbens lokaler, fik formand Patrick Hyllegaard sig en behagelig overraskelse.

Midt under festlighederne tog formanden for Dansk Brydeforbund Palle Nielsen ordet.

Med i inderlommen havde han unionens sølvnål, som en anerkendelse for det store arbejde Patrick Hyllegaard gør for brydesporten og Brydeklubben Thor i særdeleshed.

I indstillingen lød det blandt andet.

- Patrick er en central figur i Brydeklubben Thor, hvor han har haft en betydelig indflydelse på klubbens udvikling og succes. Patrick begyndte sit lederarbejde i Brydeklubben Thor allerede som 14-årig i ungdomsudvalget. Han har gennemgået ungdomslederuddannelsen i Guldborgsund Kommune, og blev som 20-årig medlem af bestyrelsen. Han er en vellidt person og alle bliver mødt med et stort smil og alle spørgsmål og forslag modtages altid med en positiv tilgang, lød det fra Palle Nielsen, der fortsatte.

Konstant bevægelse

- I en alder af 23 år blev Patrick den yngste formand i klubbens, på daværende tidspunkt, næsten 110-årige historie. Hans lederskab har været præget af en stærk vision for klubbens fremtid og en dedikation til at fremme brydning som sport. Under Patricks ledelse har Brydeklubben Thor gennemført flere vigtige initiativer. Patrick står i spidsen for at arrangere Thor Masters, Bjørne Cup og Fight Night og er konstant i bevægelse, for at videreudvikle på disse stævner for at gøre dem større og endnu bedre. Desuden er han involveret i ansættelse af trænere, samt udvikling af pigeafdelingen. Han deltager aktivt i at sælge sponsorater, ligesom han bruger meget af sin tid på sponsorpleje.

- Han rejser ligeledes ud i verden til store mesterskaber, såsom EM, VM og senest OL i Paris, for at bakke op og heppe på de danske brydere. Patrick er helt fantastisk for brydesporten og fortjener om nogen, den her hæder, sagde Palle Nielsen

- Det var da en dejlig anerkendelse at få, for at alt det frivillige arbejde man går og laver. Jeg vidste ikke noget om det, så selvfølgelig blev jeg da overrasket, men glad, lyder det fra Patrick Hyllegaard, der har været formand i Brydeklubben Thor i syv år, og han har ingen planer om at forlade formandsposten.