Canada stryger videre efter stort svensk kollaps ved VM
Canada er videre til semifinalerne ved VM i ishockey efter en flot comebacksejr over Sverige. Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Canada vendte 0-3 til en 4-3-sejr over Sverige i kvartfinalerne ved VM i ishockey.
Den regerende verdensmester, Canada, er videre til semifinalerne ved VM i ishockey.
Torsdag slog den 27-dobbelte verdensmester Sverige med 4-3 efter overtid.
Sverige førte 3-0 i starten af tredje periode, men havde givet for meget initiativ væk fra anden periodes start og kollapsede helt i slutfasen. I overtiden blev en svensk udvisning afgørende.
Canada tabte til både Schweiz og højst overraskende Danmark i gruppespillet, men kan efter sin store comebacksejr stadig forsvare sin titel fra 2021.
Sverige fik omvendt ikke for alvor revancheret sig for sin fiasko i 2021, da holdet røg ud efter gruppespillet efter blandt andet et nederlag til Danmark.
Carl Klingenberg og William Nylander lynede en gang hver inden for opgørets første syv minutter, inden Canada vågnede lidt op uden dog at kreere alverden.
Sverige kunne have udbygget føringen i en temmelig ensidig første periode, men 3-0-målet kom først ved Max Friberg i en anden periode, hvor Canada ellers pressede hårdt på og vandt skudstatistikken 19-1.
Ryan Graves reducerede til 1-3 i starten af tredje periode, og det fik Sverige til at stramme sig lidt mere an. Umiddelbart virkede Sverige i kontrol med kampen indtil de sidste par minutter.
Her slog først Pierre-Luc Dubois og siden Mathew Barzal til og sikrede Canada overtid.
Målscorer William Nylander fik hurtigt en udvisning for tripping, og Dubois og Barzal fik via hurtigt spil blot 17 sekunder senere sat Drake Batherson til den afgørende scoring.
Canada møder Tjekkiet i sin semifinale. Tjekkerne havde torsdag ikke de store problemer med at besejre Tyskland 4-1 efter tre scoringer i powerplay.
I den anden semifinale skal USA op mod værtsnationen, Finland.
USA slog efter en stærk første periode Schweiz med 3-0 i sin kvartfinale. Finland havde lidt flere problemer mod det unge hold fra Slovakiet, som tirsdag bankede Danmark 7-1.
Slovakkerne bragte sig foran 2-0 i første periode, men til stor jubel for de fleste i hallen i Tampere vandt Finland 4-2 efter blandt andet to mål af 36-årige Marko Anttila.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie