Canadier tager baskisk bjergsejr i Vueltaen
Michael Woods kørte først over målstregen på 17. etape af Vuelta a España og tog sin første Grand Tour-sejr.
Det blev til canadisk triumf, da 17. etape af det spanske etapeløb Vuelta a España onsdag blev kørt.
Efter at have siddet i udbrud hele dagen tog canadiske Michael Woods (Education First) sejren, da han kørte først over målstregen på toppen af den stejle Alto del Balcón de Bizkaia-stigning i den spanske region Baskerlandet.
Trods flere angrebsforsøg fra de nærmeste konkurrenter lykkedes det Simon Yates (Mitchelton-Scott) at beholde løbets røde førertrøje.
Briten måtte dog indkassere et tidstab på otte sekunder til Alejandro Valverde, der stak af fra Yates kort før mål.
Et stort udbrud på 26 mand slap afsted tidligt på onsdagens etape.
Blandt dem fandt man flere prominente navne som Rafal Majka, der fyldte 29 år onsdag, Vincenzo Nibali, der vandt løbet i 2010, og Ilnur Zakarin, der blev nummer tre i det samlede klassement sidste år.
Ingen af rytterne udgjorde dog en trussel i dette års klassement, og feltet gav derfor udbruddet lang snor.
Snoren blev så lang, at det svarede til et forspring på otte minutter, inden det igen begyndte at skrumpe, efter at cirka halvdelen af etapen var blevet kørt.
Rytterne fik en forsmag på den afsluttende Balcón de Bizkaia-stigning, da en kortere og knap så stejl vej op ad bjerget i forhold til afslutningen skulle tilbagelægges med lidt under 40 kilometer tilbage af etapen.
Her var Thomas De Gendt (Lotto-Soudal) først på toppen. Pointene var nok til at bringe belgieren i løbets bjergtrøje.
Med syv kilometer tilbage af etapen - ved foden af Balcón de Bizkaia-stigningen - var det 26 mand store udbrud stadig samlet, nu med et forspring på fire minutter til feltet.
Gruppen forblev dog ikke samlet ret meget længere. Med udsigt til at kunne holde favoritterne i feltet bag sig begyndte flere ryttere således at angribe på skift kort inde på stigningen.
Efter et udskillelsesløb var det til sidst David de la Cruz (Sky), Michael Woods, Rafal Majka (Bora-Hansgrohe) og Dylan Teuns (BMC), der var tilbage til at kæmpe om sejren.
Efter et angreb med 500 meter tilbage kørte Woods fra de andre. Canadieren kunne derfor køre alene over målstregen og tage karrierens første etapesejr i en Grand Tour.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned