Cancellara fik tempo-klø hjemme i Schweiz
Fredagens etape i cykelløbet Schweiz Rundt endte som noget af en nedtur for de mange schweiziske fans langs vejene.
Tempokongen Fabian Cancellara var den ventede vinder af paradedisciplinen på hjemmebanen, men svenskeren Fredrik Kessiakoff fra Astana-holdet leverede karrierens flotteste resultat og slog Cancellara med to sekunder.
I toppen af klassementet er der masser af spænding, før de afsluttende etaper. Portugiseren Rui Costa fortsætter med at imponere og ligner et godt bud på en samlet vinder af løbet.
Movistar-rytteren stjal rampelyset fra Fränk Schleck på etapeløbets bjergrige anden etape, og fredag viste han sig også fornemt frem på den 34,3 kilometer lange enkeltstart i og omkring Gossau.
25-årige Costa forsvarede ikke bare sin førertrøje på syvende etapes enkeltstart, han udbyggede til sine nærmeste konkurrenter i klassementet. Costa har nu 50 sekunder ned til Roman Kreuziger på andenpladsen.
Også hollandske Robert Gesink fra Rabobank lyste op. Gesink viste Tour-form i tidskørslen, hvor han kørte ganske imponerende.
Den spinkle hollænders favoritterræn er bjergene, og kan han finde formen, når det går op i Tour de France i juli og samtidig levere tidskørsler på niveau med fredagens, så er han afgjort en mand, der skal holdes øje med i verdens største cykelløb.
En anden, der imponerede på enkeltstarten, var Fränk Schleck. Luxembourgeren sætter ofte meget tid til i tidskørslerne, men det gjorde han ikke fredag. Schleck kørte fornemt og er stadig i spil til den samlede sejr. Han har et minut og fire sekunder op til Costa.
Derimod skuffede det danske håb Jakob Fuglsang. Danskeren kom i mål 1 minut og 42 sekunder efter vinderen og sluttede på en 33. plads.
Det tvinger ham til at angribe på weekendens bjergetaper, hvis han skal have nogen chance for at komme på podiet, når løbet slutter på søndag.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie