Caroline Wozniacki får dispensation og er OL-klar
Torsdag gav Det Internationale Tennisforbund den danske tennisspiller dispensation til at deltage ved OL.
Efter et par måneders uvished står det klart, at Caroline Wozniacki kommer med til OL i Rio.
Torsdag gav Det Internationale Tennisforbund (ITF) den danske tennisspiller dispensation til at deltage.
Det fremgår af forbundets officielle OL-deltagerliste.
Dispensationen betyder, at Caroline Wozniacki som planlagt kan være Danmarks fanebærer under OL.
Torsdagens positive danske nyhed vækker en naturlig glæde i Danmarks Idrætsforbund (DIF), som dermed ikke behøver at finde en ny fanebærer.
- Vi er super glade og tilfredse med beslutningen fra ITF, og vi glæder os til at få Caroline med både som tennisspiller, som menneske og som fanebærer.
- Hun har ved tidligere OL vist sig som en ægte teamplayer, der går op i, hvordan det går med de andre atleter på holdet.
- Og med sine mange år på toppen i en global idrætsgren med ekstrem hård konkurrence er hun en fremragende ambassadør for Danmark, siger DIF's OL-chef de mission, Morten Rodtwitt.
Fanebærertjansen har - sammen med hendes deltagelse - været i fare i knap tre måneder.
Problemet indtraf, da Caroline Wozniacki få dage før Fed Cup-kampen i Egypten i april blev ramt af en ankelskade. Dermed kom hun ikke i aktion med det danske landshold.
Det var ellers særdeles vigtigt, at Wozniacki stillede op. Med et afbud ville hun nemlig ikke efterleve ITF's OL-krav.
Wozniacki manglede at deltage i én Fed Cup-turnering over en fireårig periode, og det var meningen, at hun skulle opnå sin OL-berettigelse ved at deltage i Kairo.
Da hun ikke gjorde dette, måtte DIF og Dansk Tennis Forbund hurtigt gå i gang med at søge om dispensation for Wozniacki.
Danskeren var kvalificeret til OL qua sin placering på verdensranglisten, men manglede altså at indfri kravet om at deltage i to Fed Cup-kampe for Danmark i en given periode.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned