Carsten V. Jensen stopper i FCN kort før sæsonstart
Carsten V. Jensen nåede fire år som sportschef for FC Nordsjællands superligahold. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Superligaen sparkes i gang i næste uge, men FC Nordsjælland er kort før sæsonstart uden en sportschef.
Sportschef Carsten V. Jensen stopper med øjeblikkelig virkning i fodboldklubben FC Nordsjælland.
Det meddeler superligaklubben i en pressemeddelelse.
Ifølge klubben er det Carsten V. Jensen selv, der har ønsket at stoppe efter fire år i klubben. Han er på jagt efter andre jobmuligheder, siger han.
- Jeg er den seneste tid blevet præsenteret for interessante jobmuligheder. Det har jeg efter grundige overvejelser valgt at gå videre med og undersøge nærmere.
- Dette er ikke foreneligt med at udfylde min rolle i FCN, og jeg har derfor valgt at opsige min stilling, siger Carsten V. Jensen i pressemeddelelsen.
Af meddelelsen fremgår det ikke, hvad Carsten V. Jensens skal lave i stedet.
- Bestyrelsen og direktionen vil gerne takke Carsten V. Jensen for hans dedikerede og succesfulde arbejde i FC Nordsjælland, siden han kom til klubben for præcis fire år siden, skriver FC Nordsjælland.
Den tidligere fodboldspiller havde ansvaret for FC Nordsjællands superligahold, der spiller sin første kamp i Superligaen søndag i næste uge ude mod AC Horsens.
Hans opgaver skal nu varetages midlertidig af klubbens ledelse. Den tæller blandt andre Jan Laursen, der er sportschef for FC Nordsjælland i akademiet.
Carsten V. Jensen blev ansat af FC Nordsjælland i sommeren 2015. Året forinden blev han fyret af FC København, hvor han havde været sportsdirektør i otte år.
Han havde også en kort periode som midlertidig manager i FC København i 2012, efter at han havde fyret Roland Nilsson.
Dengang blev et forspring på fire point sat over styr, og FC Nordsjælland løb i stedet med mesterskabet i den sæson.
Som spiller var Carsten V. Jensen forbi Næstved, Herfølge, B 1903, Brøndby og FC København. Han vandt det danske mesterskab to gange med Brøndby og blev pokalmester med FCK.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned