Chelsea møder favoritdræber i Europa League
Chelsea skal op mod en favoritdræber i semifinalerne af Europa League.
Det står klart efter fredagens lodtrækning.
Chelsea trak schweiziske FC Basel, som torsdag aften sendte Tottenham ud i kvartfinalerne. Schweizerne starter på hjemmebane, mens der er returkamp i London ugen efter.
Sidste år overraskede FC Basel stort, da klubben gik videre fra gruppespillet af Champions League på bekostning af Manchester United.
I den anden semifinale har Fenerbahce hjemmebane i den første kamp mod Benfica.
Det var den tidligere Manchester United- og Real Madrid-angriber Ruud van Nistelrooy, der foretog lodtrækningen i det europæiske fodboldforbunds (Uefa) hovedkvarter i Nyon i Schweiz.
Semifinalerne bliver afviklet den 25. april med returkampe den 2. maj.
Finalen bliver spillet den 15. maj i Amsterdam Arena i Amsterdam.
Sidste år blev Europa League vundet af Atlético Madrid.
Den spanske klub blev i denne sæson sendt ud i 1/16-finalerne af Rubin Kazan fra Rusland.
Chelsea og Benfica deltog begge i Champions League i denne sæson, men ingen af holdene formåede at spille sig videre til ottendedelsfinalerne.
Via tredjepladser i deres respektive grupper blev de derefter overført til Europa League.
Her er listen over de seneste 10 års vindere af Europa League, som frem til 2009 hed Uefa Cup:
2012: Atlético Madrid
2011: Porto
2010: Atlético Madrid
2009: Shakhtar Donetsk
2008: Zenit St. Petersborg
2007: Sevilla
2006: Sevilla
2005: CSKA Moskva
2004: Valencia
2003: Porto
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie