Chelsea sælger brasiliansk landsholdsspiller til Kina
Oscar forlader Chelsea efter fire og et halvt år og fortsætter karrieren i Shanghai SIPG.
Endnu et markant navn forlader europæisk fodbold for at fortsætte karrieren i den pengestærke kinesiske liga.
Denne gang drejer det sig om den brasilianske landsholdsspiller Oscar, som ved nytårstid forlader Premier League-klubben Chelsea for at slutte sig til Shanghai SIPG.
Chelsea oplyser på sin hjemmeside, at klubberne er enige om betingelserne for handlen uden at uddybe, hvor meget kineserne har måttet hoste op med for at sikre sig Oscars arbejdskraft.
Meget tyder dog på, at Chelsea har taget sig godt betalt. Adskillige engelske medier skriver således, at prisen skulle ligge i omegnen af 60 millioner britiske pund, svarende til godt en halv milliard danske kroner.
Oscar kom til London-klubben i 2012 og har siden spillet i alt 203 kampe og scoret 38 mål.
Den 25-årige midtbanespiller spillede en markant rolle, da Chelsea vandt det engelske mesterskab i 2015, men i denne sæson har han haft svært ved at overbevise manager Antonio Conte om, at han hører til i startopstillingen.
Oscar har ikke været blandt Chelseas startende spillere i en Premier League-kamp siden 1-2-nederlaget til Liverpool midt i september.
Nu fortsætter karrieren altså i Shanghai, hvor han blandt andet bliver holdkammerat med landsmanden Hulk, som skiftede til klubben i den kinesiske storby i sommer.
Shanghais træner er den tidligere Chelsea-manager André Villas-Boas, mens danske Mads Davidsen er ansat som teknisk chef.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie