Chelsea står foran en historisk triumf
Sæsonen lignede en kæmpe fuser for Chelsea i november.
Holdet blev - som forsvarende mester - sendt ud af Champions League allerede i gruppespillet, og manager Roberto Di Matteo blev fyret og erstattet af den blandt tilhængerne upopulære Rafael Benitez.
Men når Chelseas sæson slutter i denne uge, kan det ende med et positivt brag. Især aftenens Europa League-finale mod portugisiske Benfica bør fremkalde smil ved engelsk sejr, mener Chelsea-kantspilleren Juan Mata.
- Sæsonen er ved at slutte, og måske venter det bedste til sidst. Vi vinder måske en ny europæisk titel, og måske sikrer vi endegyldigt pladsen i næste sæsons Champions League-gruppespil.
- Dette er min anden gang på to sæsoner i Chelsea, at vi spiller en finale om en europæisk titel. Det ville være fantastisk at vinde to europæiske titler i træk, siger Mata ifølge Reuters.
Chelsea, der i weekenden går ind til Premier Leagues sidste spillerunde som nummer tre, kan med en sejr over Benfica skrive historie.
London-klubben vil med en triumf være det første hold til at have Champions League- og Europa League-trofæet på samme tid. Champions League-pokalen får ny ejer 25. maj, hvor Bayern München og Borussia Dortmund mødes i finalen.
Chelsea kan også blive det kun fjerde hold i Europa til at have vundet Champions League, Europa League (tidligere Uefa Cup, red.) og den hedengangene Cup Winners Cup. Bayern München, Juventus og Ajax er de tre eneste hold i dét fine selskab.
- At vinde en europæisk turnering to sæsoner i træk er ikke en nem bedrift for noget hold. Efter at have vundet Champions League og FA Cuppen i sidste sæson ville det være dejligt med Europa League-titlen, siger Mata ifølge Sky Sports.
Benfica kommer ind til finalen efter en ordentlig mavepuster fra weekenden. Her indkasserede Benfica sæsonens første liganederlag, da det i næstsidste spillerunde blev til en 1-2-nedtur ude mod FC Porto.
Med nederlaget, hvor sejrsmålet blev scoret i overtiden, mistede Benfica endda førstepladsen i Portugal til netop Porto. Det gør ondt, erkender træner Jorge Jesus.
- Det er et svært øjeblik for os, fordi vi står foran denne finale, og det seneste nederlag har sat os tilbage, siger træneren ifølge AFP.
Kampstart er klokken 20.45.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie