Chiefs og Rams er klar til konferencefinaler i NFL
Kansas City Chiefs er klar til sin første titelkamp siden 1994 efter sejr over Indianapolis Colts. Foto: Jay Biggerstaff/Ritzau Scanpix
Jay Biggerstaff/Ritzau Scanpix
Quarterback Pat Mahomes viste storspil i Kansas Citys Chiefs' første hjemmesejr i et slutspil siden 1994.
Kansas City Chiefs er klar til finalen i AFC Conference i NFL efter en sikker sejr på 31-13 over Indianapolis Colts natten til søndag dansk tid.
Hjemmeholdets quarterback Pat Mahomes spillede igen en af hovedrollerne.
Således kastede han for 278 yards og scorede selv et touchdown i kampen. Han blev dog godt suppleret af et usædvanligt velspillende Kansas City-forsvar.
Sejren var samtidig en stor forløsning for Kansas Citys hjemmepublikum. Det er første gang siden 1994, at holdet vinder en kamp på hjemmebane i et slutspil.
- Der var stor begejstring på holdet, tilhængerne var fantastiske, og forsvaret spillede fortræffeligt, og angrebet gjorde vi nok til at sikre sejren til sidst, siger Pat Mahomes beskedent efter kampen.
Kansas City skal i AFC-finalen møde vinderen af den anden semifinale mellem Los Angeles Chargers og New England Patriots. Den kamp spilles søndag amerikansk tid.
Vinderen af AFC-finalen kommer i Super Bowl.
I den anden konference, NFC, vandt Los Angeles Rams natten til søndag 30-22 over Dallas Cowboys.
NFC-semifinalen var præget af mange løb - ikke mindst fra C.J. Anderson, der i alt flyttede bolden 123 yards og scorede to touchdowns på 23 løb.
Todd Gurley supplerede med 115 yards og en enkelt touchdown på 16 løb med bolden.
- Det var utroligt, hvad de præsterede, siger Rams' quarterback Jared Goff med henvisning til sine løbende medspillere.
- Vi kender dette forsvar, og vi havde forberedt os godt. Vi løb med bolden. Det startede med Todd og C.J fortsatte. Vi gjorde det virkelig godt, tilføjer han.
Los Angeles Rams skal i NFC-finalen møde vinderen af kampen mellem New Orleans Saints og Philadelphia Eagles.
Den kamp spilles søndag amerikansk tid.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned