Citronen presses i jagten på ny Tine Baun
Når Tine Baun indstiller karrieren ved All England til marts, står arvtagerne ikke lige frem i kø for at overtage den ledige badmintontrone.
Og det har tvunget Badminton Danmark til at speede talentudviklingen op hos landets mest lovende ungdomsspillere.
- Vi har lavet en gruppe med seks unge damespillere, som vi har givet en langt tættere tilknytning til landsholdstræningen, end de ellers ville have haft, siger Badminton Danmarks sportschef, Finn Trærup-Hansen.
- Det er essentielt, at den her gruppe kan presse hinanden. Og i den interne rivalisering og konkurrence er der forhåbentlig nogen, der løfter sig op på et højere niveau, end de ville have haft, hvis de havde været alene om det.
- Det er vigtigt for os, at pigerne er klar over, at projektet ligger oven på deres almindelige talentudvikling. Så her klemmer vi ikke bare citronen. Vi presser den, siger sportschefen.
Det er meningen, at den målrettede indsats skal bære frugt inden for en overskuelig fremtid, fortæller Finn Trærup-Hansen
- Der skal mange kampe til for at blive en god badmintonspiller. Man skal have nogle klø, som man skal lære af. Og det kan man ikke forcere. Men vores målsætning er at vinde en medalje senest til EM i 2016. På europæisk niveau skal vi være der om fire år.
Den afgående badmintondronning, Tine Baun, kunne godt se sig selv få en form for mentor-rolle i projektet.
- Det kunne jeg helt sikkert. Jeg føler, at jeg ville kunne give dem noget. Jeg har ikke haft nogen samtale med forbundet om det endnu.
Men det er oplagt, at jeg får mig en snak med Finn Trærup-Hansen, om jeg på nogen måde kan give min erfaring videre til de her piger, siger Tine Baun.
Tine Baun spiller senere i dag andenrunde-kamp ved Denmark Open i Odense.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned