City-forsvarer undskylder for kollaps: Vred og ked af det

Manchester City gik helt ned og tabte med 1-5 til Arsenal. Foto: Peter Cziborra/Ritzau Scanpix

John Stones sender en undskyldning til Manchester Citys fans efter nederlag på 1-5 mod Arsenal.

Offentliggjort Sidst opdateret

Manchester City har leveret mange kampe under standard i denne sæson, og søndagens udekamp mod Arsenal var et nyt lavpunkt.

Efter at have været begået en lang række fejl tabte City med 1-5 på Emirates.

Forsvareren John Stones var en del af det City-forsvar, der gang på gang så skidt ud.

- Jeg er vred og ked af det over, hvordan kampen sluttede - både individuelt og kollektivt.

- Ingen på holdet bryder sig om at tabe, og det er svært at sætte ord på sådan en kamp lige efter, siger John Stones ifølge AFP.

Efter en god Arsenal-start, hvor Martin Ødegaard allerede i det andet minut straffede den første store City-fejl, spillede City sig faktisk godt tilbage i kampen.

Da Erling Haaland kort efter pausen udlignede, fornemmede man, at kampen kunne tippe over til Citys fordel.

Men i stedet kollapsede Pep Guardiolas tropper og lukkede yderligere fire mål ind.

- Undskyld til fansene, der er rejst helt hertil for at se os levere sådan i den sidste halv time. Det er uacceptabelt, siger Stones.

City ligger nummer fire i Premier League og har hele 15 point op til førerholdet Liverpool, der endda har spillet en kamp færre.

Arsenal er toer med seks point op til førstepladsen.

- Det var en toppræstation af os. Med fansene, atmosfæren og resultatet kan det ikke blive meget bedre, siger Martin Ødegaard til Sky Sports ifølge NTB.

Han kom på tavlen med sit blot andet mål i sæsonen.

- Det var på tide med en scoring. Det var godt, at vi ikke stoppede efter det, men bare fortsatte. Vi fik, hvad vi fortjente i dag. Det var dejligt.

/ritzau/