City uddeler klø og leger sig videre i Champions League
Leroy Sané, der har en fortid i Schalke 04, scorede Manchester Citys tredje mål mod de overmatchede tyskere. Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix
Paul Ellis/Ritzau Scanpix
Schalke 04 kunne intet stille op mod Manchester City, der let spillede sig i kvartfinalen i Champions League.
På forhånd lignede det en formsag for Manchester City at avancere til kvartfinalerne i Champions League på bekostning af Schalke 04. Og tirsdagens returkamp i Manchester satte en fed streg under den antagelse.
Premier Leagues førerhold havde ikke de fjerneste problemer med de tyske gæster, der så ud som det, de er: et hold i krise.
City vandt 7-0 i en kamp, der var afgjort allerede ved pausen. Samlet avancerer Josep Guardiolas tropper med de knusende cifre 10-2.
Efter 35 målløse minutter ramlede det hele for Schalke i første halvlegs slutfase, hvor hjemmeholdet scorede tre gange mod et forfjamsket tysk forsvar.
Sergio Agüero indledte scoringen på straffespark, og blot tre minutter senere trampede argentineren sig igennem efter en aflevering fra Raheem Sterling i højre side.
Sterling var lige på kanten af offside, da han modtog bolden, så dommer Clément Turpin måtte have hjælp af videodommere, inden han endegyldigt anerkendte 2-0-træfferen.
Tre minutter før pausen øgede Leroy Sané til 3-0 mod sin tidligere klub, da han udnyttede en stikning fra Oleksandr Zinchenko.
Vurderet på kampforløbet var det en lovlig stor føring, men for tiden går det meste galt for Schalke og sidste sæsons trænerkomet Domenico Tedesco, som har tabt fem kampe i træk.
Intet ændrede sig efter sidebyttet. At Leroy Sané fik et mål annulleret for offside var en stakket frist for gæsterne, for kort efter bankede Raheem Sterling bolden ind til 4-0.
Da var spændingen for længst punkteret på Etihad Stadium, hvor et tilbagelænet publikum kunne se hjemmeholdet få minutterne til at gå uden at få alt for meget sved på panderne.
Det lykkedes dog alligevel Bernardo Silva og Phil Foden at score til 5-0 og 6-0, inden Gabriel Jesus seks minutter før tid afrundede ydmygelsen af et fuldstændig overmatchet tysk hold.
Dermed er tre engelske hold klar til kvartfinalerne. Onsdag kan det tal blive øget til fire, hvis Liverpool klarer skærene mod Bayern München.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned