Claus efter ny fiasko: - Ingen er højere end klubben

Problemerne tårner sig op for NFC-træner Claus Jensen. Foto: Ingrid Riis.

En ny træner er ikke lige på trapperne, men manager Claus Jensen erkender at situationen er kritisk og alle muligheder skal vendes i den sportslige ledelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Det var en dybt skuffet NFC-trup, der forlod banen efter 4-1-nederlaget til Ishøj. Flere af dem havde ikke lyst til at give deres syn på kampen, og træner Claus Jensen åbnede først døren ind til træneromklædningsrummet omkring en halv time efter kampen var fløjtet af.

- Det var selvfølgelig en tung aften. Ingen tvivl om det. Det gør altid ondt at tabe 4-1 og især på hjemmebane gør det ekstra ondt. Det var en skuffende præstation. Vi så lidt ramte ud, må vi bare erkende, så der er masser at kigge på, lød de første ord fra Claus Jensen, der kunne se sit hold gå fuldstændig ned, da først Ishøj fik scoret det andet mål til 1-2, og derfra væltede korthuset totalt. Nøjagtig som det gjorde i søndags i Skive.

- En total ufarlig situation, hvor vi ikke fik gjort tingene færdige, og så får de målet til 3-1, hvor jeg synes vi er lidt uheldige, men det er vores situation lige nu, og efter 4-1 så lignede de jo lige pludselig Barcelona. Det synes jeg ikke de gjorde i slutningen af første halvleg, men den er svær at sluge for os alle sammen lige nu. Jeg er stolt af at vi får kæmpet os tilbage i første halvleg med pres og fight, men får åbnet os op, og der står vi ikke godt på banen. Vi må desværre konstatere at bunden falder ud i dag, og det gør den også kvalitetsmæssigt, lød det fra cheftræneren, der brugte lang tid på at evaluere indsatsen sammen med det øvrige trænerteam bag den lukkede dør.

- Det er klart, at man gør sig mange tanker efter sådan en kamp. Alle ting skal vendes, og der selvfølgelig behov for at få rundet kampen af. Især efter sådan en præstation, som vi leverer i dag.

Gør du dig nogle tanker om, om du kan vende den her situation?

- Alle sten skal vendes. Der er ikke noget dramatisk i det. Det handler om at vi skal vinde og vi skal præstere. Det handler ikke om mig, men om NFC. Vi kan ikke tale os ud af, at vi efter tre point i otte kampe er i pointmæssigt krise, og i et par kampe har haft problemer med at levere det udtryk vi skal. Holdet kæmper, men vi bliver ramt for hårdt, og skal kæmpe for at komme væk fra den sidsteplads.

Kunne du finde på at hive en ny træner ind og selv stille dig lidt i baggrunden?

- Lige nu der skal vi fokusere på, at gøre noget ved det vi kan. Og det er ikke tid til at drage konklusioner lige nu. Det tror jeg lige vi skal hjem og sove på, og så ellers kigge nøgternt på det i morgen. Men ingen tvivl om, at det handler om klubben, og der er ikke noget, der er højere end det, og det er klart, at efter sådan en indsats, så bliver alle sten vendt, gentager Claus Jensen endnu engang efter nederlaget, der var det sjette på stribe.



Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

DIGITAL

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Køb adgang