Claus Jensen: - Lige nu fylder skuffelsen alt

Claus Jensen. Foto: Ingrid Riis.

Det var en dybt skuffet træner, der kom ud af omklædningsrummet efter nederlaget til Næstved.

Offentliggjort Sidst opdateret

NÆSTVED, FOLKETIDENDE: I 95 minutter havde Nykøbing FC holdt Næstved fra score, men så gik det galt. Frederik Christensen headede 1-0-målet ind og Næstved tog sejren i lokalopgøret.

En voldsomt bitter pille at sluge for NFC-træner Claus Jensen.

- Lige nu fylder skuffelsen alt. Drengene havde fortjent et point i dag og indsatsen var bestemt også til det, sukkede Claus Jensen, der roste sit hold.

- De gør alt hvad de skal for at få point, men vi mangler at score det forbandede mål, der kan løse op for en  masse. Den er rigtig tung lige nu, men når vi får kigget på kampen som helhed, så er der masser vi kan tage med fra kampen. Spillerne lægger alt hvad de har ude på banen. Vi spiller os frem til de chancer vi kan forvente, men får ikke puttet dem ind, sagde Claus Jensen.

En af chancerne tilfaldt Emil Wass, der tvang Næstved-keeperen til en stor redning.

- Jeg gør sgu hvad jeg kan, men han får sgu hånden på. Og så scorer de i fem minutters overtid. Det er simpelthen ikke til at bære. Indsatsen var til mindst et point i dag, så det er utrolig bittert. Men jeg er sikker på, at det nok snart skal komme, lød det fra Emil Wass.

Keeper Tobias Brogaard måtte hive bolden ud af netmaskerne efter 95 minutters spil.

- Det er simpelthen så bittert. De har deres chancer i de første 20 minutter, men derfra synes jeg vi godt styr på dem, og jeg har jo ikke en redning efter pausen. Så er det bare pisse ærgerligt, at de får spillet det indlæg ind og han kommer forrest på bageste stolpe, sagde Tobias Brogaard efter det ottende nederlag i træk.

- Det har jeg sgu aldrig prøvet før, og det er selvfølgelig en svær periode, men med præstationen i dag er jeg sikker på, at vi nok skal komme igen, sagde anføreren efter kampen.

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.