Curlingkvinder holder sig på OL-sporet med ny VM-sejr
Madeleine Dupont og resten af det danske landshold har kurs mod OL. (Arkivfoto). Foto: Lee Jin-Man/Ritzau Scanpix
Lee Jin-Man/Ritzau Scanpix
Med en sejr over Tyrkiet tirsdag morgen er Danmark nu på fire sejre og to nederlag ved VM.
Danmarks bedste curlingkvinder er på OL-jagt ved VM i Uijebongu i Sydkorea, og tirsdag morgen dansk tid satte de en ny sejr ind på kontoen.
Mod Tyrkiet diskede det danske landshold op med en overbevisende indsats og vandt med 9-3.
Danmark var konstant et skridt foran, og med henholdsvis to og tre point i syvende og ottende ende var slaget slut.
Danskerne bragte sig i front med 9-3, og så kastede tyrkerne håndklædet i ringen.
Dermed er Danmark nu på fire sejre og to nederlag og ligger derfor rigtig fint til i tabellen, som afgør Danmarks OL-skæbne.
Kravet er, at danskerne bliver blandt de syv bedste nationer set over de seneste to VM-turneringer. Havner OL-værten Italien blandt de syv bedste, rækker en samlet ottendeplads også.
Inden VM gik i gang, var Danmark placeret som nummer seks på listen, hvor nationerne rangeres efter de point, de samler ind ved VM-turneringerne.
Alle hold spiller 12 indledende kampe i Uijebongu.
Opgøret mod Tyrkiet var Danmarks eneste kamp tirsdag. Skipper Madeleine Dupont og resten af landsholdet har derfor gode muligheder for at lade optimalt op til onsdag, hvor der er flere kampe på programmet.
Danmark åbner onsdagen med en kamp mod Japan, inden de indtil videre suveræne VM-værter fra Sydkorea venter i dagens anden kamp.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned