På lørdag skal Danmarks håndboldherrer forsøge at indhente Ruslands firemålsforspring i et udsolgt Forum Horsens.
Og selvom der var store huller i VM-sølvvindernes forsvar i onsdagens kamp mod Rusland, er der stadig grund til optimisme, mener eksperterne.
- Vi slap faktisk nådigt ved kun at tabe med fire mål i Rusland. Men på lørdag bliver det et helt andet dansk hold, vi kommer til at se. Jeg tror, at vi løber russerne ned, siger Anders Dahl-Nielsen, der til daglig er teamchef i Skjern Håndbold.
Spørger man eksperterne, er onsdagens misere i Rusland da heller ikke et tegn på, at det danske landshold er faldet i niveau.
Det er noget helt andet at spille enkeltstående kvalifikationskampe end at spille en slutrunde, hvor man har flere ugers forberedelse, forklarer Anders Dahl-Nielsen.
- For den udenforstående så det nok lidt mærkeligt ud i Rusland. Men det er bestemt ikke nemt at trimme et landshold til sådan nogle kampe, der ligger inde mellem turneringer. De har jo kun været samlet i et par dage, siger han.
TV 2's håndboldekspert Bent Nyegaard er også sikker på, at Danmark vil rejse sig på hjemmebane.
- Det var en fantastisk opmuntring for russerne at slå VM-sølvvinderne. Men jeg tror, at Danmark vil hæve sit niveau betragteligt, og så vinder vi også med mere end fire mål, siger han.
Og hvis de danske spillere ellers finder den rette indstilling, så er de en klasse over russerne, siger DR's håndboldekspert Leif Mikkelsen.
- I onsdagens kamp mod Rusland ser vi i ganske korte glimt, at det danske landshold kommer op i tempo, og når de gør det, så er det russiske forsvar fuldstændig flået fra hinanden, siger han og fortsætter.
- Spillerne vil ikke lægge navn til endnu et nederlag, så de kommer med en helt anden indstilling og vilje. Jeg er ikke spor nervøs for et nederlag, siger Leif Mikkelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned