Danmarks farlige NHL-kæde bliver endnu bedre
Der var gode intentioner, men ikke alt lykkedes for førstekæden mod Norge. Lars Eller lover fremskridt.
Førstekæden med Nikolaj Ehlers, Lars Eller og Jannik Hansen kommer til at levere bedre præstationer ved VM, end det de leverede i 3-0-sejren over Norge.
Kæden var ellers på isen ved Jesper B. Jensens 2-0-scoring og fik flere gange antydet potentialet, men både Lars Eller og landstræner Jan Karlsson regner med, at niveauet løfter sig i de kommende seks kampe.
- Det var godkendt. Vi scorede et mål, men kunne måske godt have lavet et eller to mål mere. Der er plads til forbedring, siger Lars Eller.
Kæden indledte som lyn og torden, og Jannik Hansen sendte et slagskud på stangen allerede i første skift.
Siden gik det dog knap så glat, for nordmændene overtog initiativet, og det kunne førstekæden ikke ændre på.
- Vi skal gerne kunne spille mere tid i angrebszonen end i forsvaret, men vi skal nok blive bedre, siger Lars Eller.
Også Jan Karlsson så både lys og skygge fra den prominente NHL-trio og vil ikke give præstationen mod Norge mere end middelkarakter.
- Når jeg ser på den kæde, er jeg overbevist om, at den bliver bedre og bedre, som turneringen skrider frem. Jeg så gode intentioner og gode idéer, men det var ikke altid, de blev ført helt ud i livet, siger Jan Karlsson.
Danmark skal i aktion igen allerede søndag aften, hvor holdet møder Sverige. Kampen begynder klokken 19.15.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie