Dansk kaptajn er overrasket over ny kæmpesejr
Den klare danske sejr over Portugal overgik Magnus Saugstrups forventninger. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Danmarks sejr på 40-27 mod Portugal er den klareste nogensinde i en VM-semifinale.
Det danske håndboldlandshold er gået fra den ene storsejr til den næste ved VM.
Men én ting er at vinde klart mod halvsvage modstandere i det indledende gruppespil. Noget andet er at vinde med 13 mål i en semifinale mod et ubesejret hold, som Danmark gjorde mod Portugal fredag aften.
De klare cifre på 40-27 overrasker også den danske kaptajn, Magnus Saugstrup.
- Ja, for jeg synes faktisk, at Portugal har spillet en virkelig god turnering. Men når vi rammer det niveau, som vi ramte i dag (fredag, red.), er der bare forskel.
- Portugiserne gik lidt døde. Da vi fik slået hullet i anden halvleg, slog de nok lidt op i banen. Da accepterede de, at de ikke kunne hente os, og vi blev bare ved med at jagte. Vi ville gerne have en god følelse med videre, siger Magnus Saugstrup.
Nu står Danmark for fjerde gang i træk i en VM-finale. På intet tidspunkt i turneringen har det set ud til, at det danske hold har været presset for alvor.
Men Saugstrup afviser, at det har været helt problemfrit.
- Vi er blevet udfordret på mange ting, og det blev vi også mod Portugal. I de første 20 minutter havde vi lidt svært ved at få fat i defensiven, men fik ændret lidt, og så fungerede det i de sidste 40.
- Det er svært ikke at være glad for at vinde med 13, men først og fremmest er vi bare glade for at stå i en VM-finale. Det er stort at gøre det én gang, nu er vi der for fjerde gang i træk og prøver at jagte titlen igen, siger Saugstrup.
40-27-sejren over Portugal er den største sejr nogensinde i en VM-semifinale.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned