Den danske mixeddouble Christinna Pedersen og Joachim Fischer Nielsen spillede sig lørdag eftermiddag i finalen ved badmintonturneringen Swiss Open.
Danskerne vandt semifinalen over det sydkoreanske par Ha Jung Eun og Lee Yong Dae med cifrene 15-21, 21-17, 22-20.
- Det var lidt spændende til sidst, og alle parter var spændte, men vi har så det held, der skal til på de sidste bolde, siger Joachim Fischer Nielsen.
Dermed fik det danske par oprejsning for skuffelsen ved All England i sidste uge.
- Denne sejr er stor for os på den måde, at det var rigtig skuffende for os, at vi kun kunne komme til kvartfinalen i All England. Vi tog herned for at rejse os lidt.
Forberedelserne var ellers ikke optimale for det fjerdeseedede danske par, da Joachim Fischer Nielsen har ligget syg de seneste dage.
- Jeg har ligget med tyndskid, så jeg var lidt spændt på, hvad jeg havde tilbage i dag. I går sad jeg på lokum hele dagen og var totalt uden energi, men det går lidt bedre i dag.
Efter en god start på kampen, fik sydkoreanerne godt fat i danskerne og vandt det første sæt. I de afgørende momenter var danskerne dog bedst.
- Vi fik vendt den ved at knokle røven ud af bukserne. De spillede pissegodt hele tiden, så vi skulle virkelig være på 100 procent i alle dueller, ellers kunne vi ikke være med, siger Joachim Fischer Nielsen.
I finalen skal danskerne møde det britiske par Jenny Wallwork/Nathan Robertson eller indoneserne Liliyana Natsir/Ahmad Tantowi.
Finalen spilles søndag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned