Dansk sprinter misser semifinale: Jeg er i chok over mig selv
Simon Hansen er ude af OL og var langt fra sin egen danske rekord lørdag i Paris. Foto: Alina Smutko/Reuters
Simon Hansen er ude af den ikoniske 100-meter-distance efter en syvendeplads i sit indledende heat.
Simon Hansen var hårdt ramt, efter at han missede en plads i semifinalerne i 100-meterløb ved OL.
Den 26-årige sprinter kunne slet ikke følge med på Stade de France og blev nummer syv i sit indledende heat.
Tiden på 10,39 sekunder var 0,28 sekunder fra hans egen danske rekord, som blev sat tidligere på året.
Straks efter løbet tænkte han på sig selv som yngre, hvor drømmen var at stå til OL og løbe den ikoniske distance.
- Jeg vil gerne indrømme, at jeg er i chok.
- Træningen var gået godt, opvarmningen gik godt, jeg var klar mentalt og glædede mig, siger Simon Hansen.
- Jeg synes ikke, at jeg kan være det her bekendt over for gode gamle Simon, der turde at drømme.
Simon Hansen kom godt ud af startblokken, men herefter begyndte det at gå galt, og han faldt tilbage.
- Når man ikke får accelereret, som man skal fra 30 til 50 meter, så kan man ikke redde den. Men der var en del ting, der ikke var, som de skulle være, siger han.
At han lige skulle kikse sit ellers indøvede og koordinerede løb denne lørdag i Frankrigs hovedstad, forstod den danske sprinter ikke.
- Det er sæsonens objektivt set dårligste løb på den største scene. Det er møghamrende irriterende, konstaterer han.
Hvis Simon Hansen havde levet op til sit personligt bedste, så var han gået videre til semifinalerne.
- Det er ærgerligt at vide, at jeg har det, der skal til. Men at jeg bare ikke kunne finde det frem på dagen. Jeg er trods alt glad for, at det niveau, jeg tidligere har vist, er med i den absolutte verdenselite, siger han.
Simon Hansen fortæller, at den næste måned bliver hård for ham at komme igennem, men han er opsat på at tage revanche om fire år til OL i Los Angeles.
- Jeg glæder mig rigtig meget til de næste fire år.
- Jeg elsker at løbe stærkt, og jeg synes selv, at jeg er god til det. Selv om det var under niveau her til OL, så var det stadig sjovt, siger han.
Simon Hansen deltog også ved OL for tre år siden i Tokyo. Dengang var han en del af det danske stafethold.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie