Dansk stangspringer hopper forgæves efter finaleplads
Caroline Bonde Holm var med ved VM for første gang siden 2011. Foto: Aleksandra Szmigiel/Reuters
Caroline Bonde Holm lagde godt ud ved VM i Budapest, men klarede ikke at springe over 4,50 meter.
Danmark har afholdt fire folketingsvalg, og OL er løbet af stablen tre gange, siden stangspringeren Caroline Bonde Holm senest var med ved et udendørs VM.
Mandag var den 33-årige dansker på VM-startlisten for første gang siden 2011. Hun kom til Budapest med drømme om en finaleplads, men det gik ikke som håbet for Holm.
Det så ellers særdeles lovende ud fra start for den erfarne atletikudøver. Hun klarede de første spring på 4,20 og 4,35 meter uden synlige problemer i den ungarske hovedstad.
Men da højden blev sat yderligere 15 centimeter op, indtraf problemerne.
Første forsøg resulterede i en klar nedrivning, og heller ikke i anden omgang lykkedes det at komme over den påkrævede højde.
Danskeren havde et sidste skud i bøssen på 4,50 meter, men desværre for Caroline Bonde Holm rev hun for tredje forsøg i træk overliggeren med sig ned på madrassen.
Holm kunne håbe, at tilstrækkeligt med modstandere kiksede forsøget på samme højde, men sådan gik det ikke.
Dermed er danskeren ikke med, når finalen afvikles på torsdag.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie