Danske badmintondoubler gør rent bord i Singapore
Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen slog torsdag et par fra Kina i en stor turnering i Singapore. Danskerne står fredag over for en japansk duo i kvartfinalen. Arkivfoto. Foto: /ritzau/Jens Dresling
/ritzau/Jens Dresling
Der var danske succes i damedouble, herredouble og mixeddouble i Singapore. De tre doubler er i kvartfinalen.
Torsdag blev en god dag for de tre danske doubler i Singapore. Alle tre spillede sig videre til turneringens kvartfinaler efter sejr i to sæt.
Damedoublen Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen vandt en sikker sejr i to sæt over et kinesisk par, og den rutinerede danske damedouble kom som de første videre til kvartfinalerne i Super Series-turneringen i den sydøstasiatiske storby.
Rytter Juhl og Pedersen slog kineserne Yixin Bao og Xiaohan Yu med 21-13, 21-16.
De danske OL-sølvvindere, der er seedet til en plads i finalen, var bagud i både første og andet sæt.
Bagud 11-13 i første sæt vandt Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen ti bolde i træk.
I andet sæt havde kineserne en føring på 13-9, før danskerne nappede de næste ni dueller og trak afgørende fra.
I fredagens kvartfinale venter der endnu hårdere modstand, når Rytter Juhl og Pedersen skal møde de sjetteseedede japanere Kurumi Yonao og Naoko Fukuman.
Også herredoublen Mathias Boe og Carsten Mogensen er klar til turneringens kvartfinaler.
Efter et tæt første sæt og stor dansk overlegenhed i andet sæt vandt Boe og Mogensen 24-22, 21-13 over Bodin Isara og Nipitphon Phuangphuapet fra Thailand i ottendedelsfinalen.
Der venter hård modstand i kvartfinalen i form af Takeshi Kamura og Keigo Sonoda fra Japan. Parret er seedet som nummer tre i turneringen, mens Boe og Mogensen er seedet som nummer fem.
I mixeddouble vandt Joachim Fischer og Christinna Pedersen med 21-15, 21-19 over et par fra Taiwan i ottendedelsfinalen.
Næste opgave er et par fra Malaysia, som er seedet som nummer otte i turneringen. Fischer og Pedersen er selv seedet som nummer fire.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned