Danske baneryttere tager VM-bronze med stærk slutspurt
Danmark var klart bedst på de sidste meter i bronzedysten. Foto: Thomas Samson/Ritzau Scanpix
Det danske hold i 4000 meter holdforfølgelsesløb slog Australien og tog bronze ved VM i banecykling.
Det danske banelandshold i 4000 meter holdforfølgelsesløb tilføjede torsdag endnu en VM-medalje til samlingen.
I en duel om bronze blev Australien slået. Danskerne var ellers bagud de første tre kilometer, men da det skulle afgøres, havde Carl-Frederik Bévort, Tobias Aagaard Hansen, Rasmus Lund og Lasse Norman Hansen mere at skyde med.
På de sidste meter var der ingen tvivl. Danmark kom i mål cirka halvandet sekund før australierne i velodromen i franske Montigny-le-Bretonneux, hvor VM afholdes.
Det danske hold blev i 2020 verdensmester, hvorefter det i 2021 ikke blev til metal.
Men det gjorde det så i år. Danskerne fik ellers en skuffende start på VM, da det i den indledende kvalifikation blev til en femteplads.
Dermed blev drømmen om finaledeltagelse slukket, men med en stærk indsats onsdag aften kørte danskerne sig til en plads i bronzedysten.
Her lagde Australien bedst ud. Efter 500 meter havde danskernes modstandere et forspring på lidt under et halvt sekund.
Men australierne havde tilsyneladende lagt lidt for hårdt ud. Langsomt skrumpede føringen ind, og med tre omgange tilbage var Danmark for første gang foran.
Herfra trak danskerne bare fra, så landstræner Casper Jørgensen på sidelinjen allerede kunne begynde at juble, lidt før Lasse Norman og co. krydsede målstregen for sidste gang.
Storbritannien endte med guldet ved at slå Italiens olympiske mestre i finalen.
Cirka halvanden time efter bronzetriumfen skulle Rasmus Lund i aktion igen i disciplinen scratch. Her endte danskeren på en 12.-plads.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie